Appeldomstol forlænger Trumps kontrol over Nationalgarden
USA's præsident kan fortsat indsætte soldater fra Nationalgarden i Los Angeles, beslutter appeldomstol.
En amerikansk appeldomstol har natten til fredag besluttet, at USA's præsident, Donald Trump, indtil videre kan beholde kontrollen over Californiens Nationalgarde.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Beslutningen er en forlængelse af en beslutning fra appeldomstolen i sidste uge. Afgørelsen satte dengang en tidligere afgørelse fra dommer Charles Breyer på pause.
Breyer havde kort forinden beordret, at Californiens Nationalgarde skulle tilbage under delstatens kontrol, og at Trump i en periode ikke skulle kunne aktivere Nationalgarden i Los Angeles.
Breyers afgørelse kom, efter at den demokratiske guvernør i delstaten Californien, Gavin Newsom, havde lagt sag an mod både Trump og den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth.
Los Angeles har været præget af demonstrationer, som opstod, efter at de amerikanske immigrationsmyndigheder har lavet talrige razziaer og anholdelser i byen.
Det er sket som led i præsident Donald Trumps plan om at deportere migranter uden opholdstilladelse.
Det fik tidligere i juni den amerikanske præsident til at indsætte 4000 soldater fra Nationalgarden i Los Angeles. Han har desuden indsat 700 marineinfanterister.
Uroen i Los Angeles fik i sidste uge byens borgmester, Karen Bass, til at indføre et midlertidigt udgangsforbud fra klokken 20.00 til 06.00. Udgangsforbuddet blev ophævet igen tirsdag i denne uge.
Donald Trump kalder i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, fredag morgen appeldomstolens beslutning for en stor sejr. Samtidig langer han ud efter Gavin Newsom, som han kalder inkompetent og dårligt forberedt.
- Men dette er meget større end Gavin. Hvis folk og byer i USA har brug for beskyttelse, er det os, der skal give den til dem, hvis staten og det lokale politi af en eller anden grund ikke får arbejdet gjort, skriver Trump.
Også Newsom har fredag morgen kommenteret appeldomstolens beslutning.
- Denne kamp slutter ikke her, skriver han i et opslag på det sociale medie X.
/ritzau/