Advokater vil have efterset dele af Bolsonaros dom for kupforsøg
Brasiliens højesteret er blevet bedt om at genoverveje dele af dom, som Bolsonaro har fået for kupforsøg.
Den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaros advokater har mandag anmodet landets højesteret om at genoverveje ekspræsidentens dom på 27 år og tre måneders fængsel i en sag om kupforsøg.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Advokaterne indgav mandag en begæring på 85 sider til højesteretten. Her stiller de spørgsmålstegn ved dele af dommen, ligesom de heller ikke er tilfredse med, hvor lang tid ekspræsidenten skal bag tremmer.
I september nåede et flertal på fire ud af fem dommere i Brasiliens højesteret frem til, at 70-årige Bolsonaro var skyldig i blandt andet at planlægge et kup mod landets nuværende præsident, Luiz Inacio Lula da Silva.
For at en dom kan ankes, kræver det normalt, at mindst to af dommerne er uenige i dommen.
Da kun én af dommerne var uenig i afgørelsen, har Bolsonaros advokater i stedet indgivet mandagens begæring, hvor der bedes om præcisering eller en gennemgang af dele af dommen.
Bolsonaro har endnu ikke påbegyndt afsoningen af fængselsstraffen. Det sker først, når mulighederne for at anke er udtømt.
Til gengæld opholder han sig på sin bopæl, hvor han sidder i husarrest. Det har han gjort siden august, hvor højesteret gav ordre herom. Beslutningen tog retten efter en vurdering om, at Bolsonaro ikke efterlevede et forbud mod brug af sociale medier.
Bolsonaro, der er tidligere kaptajn i hæren, har hævdet, at han er offer for en politisk heksejagt. Det samme har USA's præsident, Donald Trump, tidligere sagt om Bolsonaro.
Bolsonaros forsvarsadvokater skrev i en udtalelse umiddelbart efter strafudmålingen i september, at de vil afsøge mulighederne for at anke.
Her betegnede de desuden strafudmålingen som overdreven og ude af proportioner.
Ud over fængselsdommen har højesteret udelukket den tidligere præsident fra at stille op til et offentligt embede frem til 2060.
/ritzau/
