84 personer døde i oversvømmelser og jordskred på indonesisk ø

28. NOV 2025 • 05:46UDLAND

Uvejr har udløst oversvømmelser og jordskred i flere sydøstasiatiske lande. På øen Sumatra er mindst 84 døde.

Oversvømmelser og jordskred har denne uge kostet mindst 84 personer livet på øen Sumatra i Indonesien.

Det oplyser redningsmyndigheder i området fredag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Her til morgen er antallet af omkomne opgjort til 62 personer, mens 95 personer er enten lettere eller alvorligt sårede, siger Ferry Walintukan, der er talsperson for politiet i provinsen Nordsumatra, til AFP.

Han oplyser videre, at mindst 65 personer fortsat er meldt savnet.

Walintukan fortæller, at myndighederne i provinsen i øjeblikket fokuserer på evakuering og assistance.

I dele af Nordsumatra er det fortsat ikke til at komme frem, ligesom kommunikationen til flere områder er nede.

- Forhåbentligt klarer vejret op, så vi kan sende helikopteren til de hårdest ramte steder, siger talspersonen.

I den nærliggende provins Vestsumatra er mindst 22 personer døde, mens 12 er meldt savnet, oplyser det lokale katastrofeagentur.

Det er et voldsomt uvejr, der har udløst oversvømmelser og jordskred. Uvejret har også taget menneskeliv og indespærret indbyggere i deres hjem i både dele af Thailand og Malaysia.

Thailands regering oplyste torsdag ifølge Reuters, at mindst 55 personer er døde som følge af det voldsomme vejr, mens to har mistet livet i Malaysia.

I det sydlige Thailand er der ikke mere plads i det lighus, der indtil videre primært bliver brugt til at opbevare de afdøde efter oversvømmelserne. Det fortæller en af lighusets medarbejdere fredag morgen til AFP.

- Lighuset har overskredet sin kapacitet, så vi har brug for mere, siger Charn, der ikke oplyser sit efternavn, til mediet.

Medarbejderen fortæller, at myndighederne har kørt tre kølebiler til lighuset for at have nok kapacitet til opbevaringen af ligene.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT