800.000 i teltlejre risikerer oversvømmelser efter uvejr i Gaza

12. DEC 2025 • 18:48UDLAND

Voldsomt regnvejr ramte Gaza torsdag og har ført til oversvømmelser i dele af det palæstinensiske område.

12 personer har mistet livet eller er forsvundet, efter at en vinterstorm med voldsom regn torsdag ramte Gazastriben.

Det oplyser den Hamas-kontrollerede regering i Gaza fredag ifølge Reuters.

I alt 800.000 fordrevne palæstinensere, som bor i telte i området, risikerer at blive ramt af oversvømmelser som følge af uvejret, vurderer FN's Internationale Organisation for Migration (IOM).

Nogle områder er allerede blevet oversvømmet.

IOM advarer om, at mangel på velfungerende afløb og kloaksystemer øger risikoen for, at bakterier bliver spredt, og der udbryder sygdomme.

Levering af materialer såsom træ, som kan bruges til at forstærke flygtningenes telte, er den seneste tid blevet forsinket på grund af restriktioner ved grænserne til Gaza, meddeler FN-organisationen.

Det samme gælder pumper, der kan bruges til at pumpe vand væk fra de oversvømmede områder, og sandsække.

Byen Nuseirat i det centrale Gaza er ét af de steder, der er blevet oversvømmet. Her gik beboerne i en flygtningelejr tidligere på dagen rundt i vand til anklerne. Madrasser, sko og tøj i deres telte var gennemblødt.

- Børnene og jeg var oppe hele natten, siger 50-årige Youssef Tawtah til Reuters, mens han pøser vand ud af et telt.

- Hvordan skal børnene håndtere det her?

Hans familie sidder rundt om et bål på en sandbanke i nærheden. Ud over at deres madrasser er blevet våde og formentlig er ubrugelige, må den mad, de havde i deres telt, kasseres, fortæller Youssef Tawtah.

Reuters har forsøgt at få en kommentar fra Cogat, som er et departement under Israels militær, der står for at koordinere den israelske regerings humanitære indsatser i de palæstinensiske områder.

Cogat er ikke vendt tilbage.

Men Israel har hidtil fastholdt, at landet lever op til de krav til levering af nødhjælp, der fremgår af våbenhvileaftalen mellem Israel og den militante bevægelse Hamas. Aftalen trådte i kraft 10. oktober.

Ifølge aftalen skulle fem grænseovergange straks åbnes, så mængden af nødhjælp, der kommer ind i Gaza, kunne øges markant.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT