11 tyske ejendomme ransaget for nazistiske samleobjekter

10. FEB 2026 • 15:28UDLAND

Formidling af nazistiske symboler er strafbart i Tyskland. Nu er 11 ejendomme ransaget for netop det.

Myndighederne fra den tyske by Göttingen ransagede torsdag i sidste uge 11 ejendomme i Tyskland og Schweiz for højreekstremistiske samleobjekter prydet med hagekors og billeder af nazilederen Adolf Hitler.

Det skriver de tyske medier dpa, DW og NDR tirsdag.

Samleobjekterne mistænkes for at være en del af et større netværk for salg af højreekstremistisk memorabilia.

Ransagningerne er en del af en koordineret opgave iværksat af de offentlige anklagere i Göttingen.

Senioranklager Andreas Buick har oplyst til det tyske medie DW, at der i sagen er seks mistænkte, heriblandt en 43-årig hovedmistænkt fra Göttingen.

Den 43-årige mand blev i første omgang tilbageholdt, men han er siden blevet løsladt fra varetægtsfængsling. Efter løsladelsen er han forpligtet til at forblive i Göttingen-distriktet, og myndighederne har konfiskeret hans pas.

Mediet oplyser ikke, hvornår den 43-årige mand blev løsladt.

De tyske myndigheder har konfiskeret cd'er og plader med højreorienteret musik samt souvenirs som tøj og klistermærker med blandt andet hagekors og billeder af Adolf Hitler.

Udover samleobjekter med nazistiske og generelt højreekstremistiske motiver har de tyske myndigheder også beslaglagt knojern og sprængstof, der ellers ville kræve særlig tilladelse at have.

De tyske myndigheder mistænker ifølge DW, at den 43-årige hovedmistænkte både har bestilt flere af objekterne udefra og produceret noget af det selv, inden det senere blev sat til salg.

Myndighederne har også beslaglagt flere genstande med logoet fra de forbudte højreekstremistiske og nynazistiske grupper Blood & Honour og Combat 18.

Den tyske regering forbød Blood & Honour i 2000 og kategoriserede den som en kriminel organisation. Combat 18 blev forbudt i januar 2020.

De seks mistænkte er også mistænkt for at overtræde våbenloven og for at handle med ulovlige dopingmidler og receptpligtig medicin, som de tyske efterforskere nu undersøger.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT