ALS-ramt skuespiller døde af respirationssvigt

3. MAR 2026 • 11:34UDLAND

Den 53-årige skuespiller Eric Dane, der var ramt af nervesygdommen ALS, døde i februar af respirationssvigt.

Den 53-årige amerikanske skuespiller Eric Dane, der gik bort 19. februar, døde af respirationssvigt.

Respirationssvigt er nedsat indhold af ilt i blodet som følge af svigt i respirationsapparatets evne til at tilføre blodet ilt. Det kan føre til åndenød og kvælningsfornemmelse.

Eric Dane var ramt af amyotrofisk lateral sclerose (ALS). Nervesygdommen anføres som den underliggende dødsårsag på dødsattesten.

Det skriver flere internationale medier, herunder People.

Eric Dane medvirkede inden sin død i Netflix' udgave af TV 2-programmet "Det sidste ord", der på streamingtjenesten bærer titlen "Famous Last Words".

Sine sidste ord dedikerede han til sine to døtre, Billie på 16 år og 14-årige Georgia, som han har med Beverly Hills 90210-skuespilleren Rebecca Gayheart.

- I er hele mit hjerte.

Eric Dane oplyste i foråret 2025, at han var diagnosticeret med ALS.

Sygdommen rammer de motoriske nerveceller i hjerne, hjernestamme og rygmarv.

Den uhelbredelige sygdom forværres gradvist. Efterhånden bliver de fleste muskler i kroppen påvirket, og man får ifølge Sundhed.dk svært ved at bevæge arme og ben, tale, tygge, synke og trække vejret.

Eric Dane fortalte i sommeren 2025 i programmet "Good Morning America", at hans første symptomer på sygdommen var en svækkelse af den højre hånd.

Eric Dane medvirkede op til sin død i HBO-serien "Euphoria". Ifølge mediet The Guardian kan man se Eric Dane i den kommende tredje sæson, som får premiere senere på året.

Den er optaget, mens Eric Dane sad i kørestol som følge af sin sygdom.

Han har været meget åben omkring diagnosen for at sætte fokus på sygdommen og forskning i den.

Blandt Eric Danes sidste ord var fire ting, han havde lært af sygdommen: Lev i nuet, forelsk jer - gerne i en person, men også i en passion - vælg jeres venner med omhu, og kæmp.

- Når I står over for udfordringer, om det er helbredsmæssige eller andre udfordringer, så kæmp. Giv aldrig op. Kæmp til jeres sidste åndedrag, sagde han i Netflix-interviewet.

Eric Dane fik i 2006 sit store gennembrud i lægeserien "Greys hvide verden" i rollen som Mark "McSteamy" Sloan.

Samme år kunne han ses i X-Men-filmen "The Last Stand".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT