Zverev nedkæmper ung amerikaner og er semifinaleklar

27. JAN 2026 • 07:05SPORT

Alexander Zverev skulle bruge fire sæt på at slå Learner Tien i Australian Open-kvartfinalen.

Verdens nummer tre Alexander Zverev er klar til semifinalen i Australian Open.

Tyskeren måtte dog slide for pladsen, før han i kvartfinalen havde nedkæmpet den 20-årige amerikaner Learner Tien med 3-1 i sæt og cifrene 6-3, 6-7, 6-1, 7-6.

Tien, der ligger nummer 29 på verdensranglisten, havde endda en sætbold i fjerde sæt, da han var foran med 6-5, men Zverev afværgede den med en førsteserv, der efterlod Tien chanceløs.

I stedet for 2-2 i sæt var Zverev helt suveræn i fjerde sæts tiebreak, som han vandt med 7-3 efter at have ført med 6-0.

Et enkelt brud var nok i første sæt for Zverev, og i andet sæt formåede ingen af bryde. Dermed endte det i tiebreak, som Tien vandt med 7-5 efter at have været bagud med 3-5.

I tredje sæt var Zverev suveræn, men i fjerde sæt var Tien igen med hele vejen. Denne gang kunne han dog ikke være med i den afgørende tiebreak.

Tien må trøste sig med, at kvartfinalen er hans bedste grand slam-resultat i karrieren.

Zverev har været i finalen tre gange, blandt andet i Australian Open sidste år, men han har stadig ikke vundet en af sportens fire største trofæer.

Det bliver også mere end svært i denne omgang, da han formentlig skal møde verdensetteren, Carlos Alcaraz, i semifinalen. Først skal spanieren dog forbi australske Alex De Minaur i kvartfinalen senere tirsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT