EU og Indien indgår handelsaftale og sænker told på mad og alkohol
Øl, vin, olivenolie og medicin er nogle af de varer, som bliver pålagt markant mindre told med ny aftale.
EU og Indien har indgået en historisk handelsaftale, der sænker eller fjerner tolden på en lang række europæiske produkter, og som skaber en frihandelszone for to milliarder mennesker.Det fortæller Indiens premierminister, Narendra Modi, og EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen.
- Folk over hele verden kalder dette for alle aftalers moder. Denne aftale vil skabe store muligheder for Indiens 1,4 milliarder mennesker og for millioner af mennesker i Europa, siger Narendra Modi ifølge Reuters.
Indiens premierminister siger videre, at EU og Indien tilsammen repræsenterer en fjerdedel af verdensøkonomien.
På det sociale medie X beskriver Ursula von der Leyen aftalen som historisk.
- Vi har skabt en frihandelszone for to milliarder mennesker, som begge parter drager fordel af. Dette er kun begyndelsen, skriver von der Leyen.
Aftalen betyder, at tolden sænkes eller fjernes helt på 97 procent af alle varer, der eksporteres fra Europa til Indien - herunder øl, vin, spiritus, frugtjuice, olivenolie, andre forarbejdede madvarer, medicin, medicinsk udstyr og biler.
Handlen mellem Indien og de 27 lande i EU havde i det seneste regnskabsår frem til marts 2025 en samlet værdi på 136,5 milliarder dollar.
Det svarer til 861 milliarder kroner.
Forhandlingerne mellem EU og Indien har stået på i næsten to årtier.
Kort efter nytår indgik EU-Kommissionens formand også en handelsaftale med de sydamerikanske Mercosur-lande. Denne aftale var 26 år undervejs.
Von der Leyen betegnede i sidste uge den kommende handelsaftale med Indien som strategisk vigtig, efter at USA's præsident, Donald Trump, har indført importtold på varer fra både Indien og EU.
Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, skriver i en kommentar, at det er afgørende, at EU åbner nye døre, når andre lukkes.
- Det er helt afgørende for både EU og Indien at blive mindre afhængig af enkelte store markeder som USA og Kina.
- Virksomhederne vil gerne sprede risikoen ud og have muligheder på flere markeder. Derfor er Indien ved at blive en uundværlig partner for Europa, siger Lars Sandahl Sørensen.
Hos Dansk Erhverv - en anden af erhvervslivets brancheorganisationer - påpeger fagchef for global markedsudvikling Michael Bremerskov Jensen, at Indien traditionelt har været et protektionistisk marked.
- Det betyder imidlertid, at aftalen virkelig kan komme til at gøre en stor forskel for danske virksomheder, som traditionelt har haft svært ved at få fodfæste i Indien, siger Michael Bermerskov Jensen i en skriftlig kommentar.
- Når vi taler store vækstøkonomier, som det er vigtigt for EU at indgå aftaler med, ligger Indien faktisk helt oppe i toppen, fastslår han.
EU's kommissionsformand forventer, at EU's eksport til Indien vil blive fordoblet som følge af den nye handelsaftale.
/ritzau/Reuters
