Xabi Alonso stopper i Real Madrid - Arbeloa overtager

12. JAN 2026 • 19:02SPORT

Álvaro Arbeloa overtager jobbet som cheftræner i Real Madrid efter afskeden med Xabi Alonso, oplyser klubben.

Real Madrid skifter ud på cheftrænerposten.

Mandag aften oplyser klubben på sin hjemmeside, at Xabi Alonso forlader jobbet som kongeklubbens cheftræner. Det skulle træneren og klubben være enige om, lyder det.

Samtidig bliver Álvaro Arbeloa ny cheftræner, oplyser klubben. Klubben oplyser dog ikke, om Arbeloa tiltræder på en længere kontrakt, eller om der blot er tale om en kortvarig tjans efter bruddet med Xabi Alonso.

Alonsos afsked kommer dagen efter 2-3-nederlaget til ærkerivalen FC Barcelona i den spanske Super Cup-finale.

Nederlaget har formentlig været den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Alonso blev meldt fyringstruet, efter at han i november og december oplevede en periode med blot to sejre i otte kampe på tværs af alle turneringer.

I tillæg opstod der åbenlyst splid mellem Alonso og flere spillere - heriblandt stjernespilleren Vinícius Júnior.

44-årige Alonso har også en fortid som spiller i Real Madrid, og klubben fastslår, at han stadig bør betegnes som en klublegende, selv om han blot nåede cirka et halvt år som klubbens cheftræner.

- Xabi Alonso vil altid være beundret af alle Real Madrids fans, for han er en Real Madrid-legende og har altid repræsenteret klubbens værdier. Real Madrid vil altid være hans hjem.

- Vi vil gerne takke Xabi Alonso og hele hans trænerstab for deres hårde arbejde og dedikation i denne periode, og vi ønsker dem det bedste i den næste fase af deres liv, skriver klubben.

Xabi Alonso blev hentet i tyske Bayer Leverkusen i sommer.

Afløseren, Álvaro Arbeloa, har været tilknyttet Real Madrid i forskellige trænerroller i ungdomsafdelingen og på andetholdet siden 2020.

Siden sommer har han været cheftræner for klubbens andethold, men fremover skal den tidligere spanske landsholdsspiller være cheftræner for nogle af sportens største stjerner.

Pudsigt nok kender Alonso og Arbeloa hinanden særdeles godt. De er tidligere holdkammerater i både Liverpool, Real Madrid og på det spanske landshold. De har spillet sammen i 262 professionelle kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT