USA's allierede er bekymrede over risikabel krig mod Iran
Statsoverhoveder for Tyskland, Frankrig og Canada har tirsdag aften kommenteret USA's krig i Iran.
Flere af USA's allierede opfordrer til fred i Mellemøsten, efter at USA og Israel har iværksat angreb på Iran.Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, er i tvivl om, hvorvidt amerikanske og israelske militærangreb reelt vil føre til politisk forandring i Iran.
Det siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters til journalister efter et møde med den amerikanske præsident, Donald Trump, i USA's forbundshovedstad, Washington D.C.
- Den her plan er ikke udført uden risici, og vi vil skulle leve med konsekvenserne, siger han.
Han siger dog også, at Iran "truer Israel, destabiliserer regionen og spreder frygt". Tyskland ønsker at arbejde hen imod en aftale, der stopper Irans atomprogram for altid, siger Merz.
Hverken Israel eller USA har bedt Tyskland om at involvere sig i konflikten, understreger han. Han fortæller, at han har forklaret Trump, at det vil kræve en formel godkendelse i det tyske parlament.
Canadas premierminister, Mark Carney, opfordrer til, at situationen i Mellemøsten deeskaleres.
Alle lande, der er involveret i fjendtlighederne, skal respektere folkeretten. Det understreger han ifølge Reuters. Det gælder også Israel og USA, lyder det.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, kritiserer i en tale på fransk tv de amerikanske og israelske operationer i Iran. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- USA og Israel besluttede at iværksætte militære operationer, der er udført uden for folkeretten, hvilket vi ikke kan billige, siger han.
Han mener dog, at Iran bærer det primære ansvar for situationen. Macron henviser blandt andet til landets atomprogram, som han betegner som farligt.
Macron henviser også til Irans beslutning om at skyde "sit eget folk" under demonstrationer i januar.
/ritzau/
