Flere mennesker meldes dræbt efter israelske luftangreb i Libanon
Israel har bombet flere byer i Libanon. Mindst seks mennesker er dræbt syd for Beirut, siger ministerium.
Flere mennesker meldes dræbt i Libanon efter israelske angreb natten til onsdag.Libanons sundhedsministerium oplyser, at seks personer er blevet dræbt efter angreb mod to byer syd for hovedstaden Beirut. Otte er såret, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er tale om en foreløbig opgørelse af døde og sårede. Byerne hedder Aramoun og Saadiyat. De ligger uden for Hizbollah-militsens traditionelle højborge.
Et hotel i udkanten af Beirut er også blevet ramt af et luftangreb. Det skriver AFP.
I den østlige by Baalbek er adskillige mennesker ifølge det statslige libanesiske nyhedsbureau NNA blevet dræbt. Et luftangreb har ramt en fire-etagers boligblok, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Israels militær havde tidligere på natten opfordret beboere i 16 byer i det sydlige Libanon til at flygte.
- For jeres egen sikkerheds skyld skal I straks lade jer evakuere, lød det fra en talsperson for Israels militær ifølge AFP.
Israel har indledt en offensiv mod Hizbollah-militsen i Libanon, som Iran er allieret med.
Det sker, efter at USA og Israel i weekenden indledte et storstilet angreb mod Iran. Her blev Irans øverste leder slået ihjel.
Hizbollah har sendt raketter og droner mod Israel som hævn for drabet på ayatollah Ali Khamenei.
Det har fået israelerne til at angribe Hizbollah flere steder i Libanon.
Konflikten mellem Hizbollah og Israel eskalerede i 2024, hvor Israel gennemførte en større landoffensiv i Libanon. Kampene efterlod Hizbollah stærkt svækket.
I november 2024 indgik Hizbollah en våbenhvile med Israel. Israelerne havde forinden trængt ind i Libanon og angrebet flere områder fra luften. Beirut blev også bombet. Det skete efter Hizbollahs hyppige raketangreb mod Israel.
Våbenhvilen har siden da været skrøbelig. Begge parter har beskyldt hinanden for ikke at overholde aftalen.
Israel har trods våbenhvilen ladet soldater blive fem steder i Libanon, som militæret anser for strategisk vigtige.
Tirsdag sagde Israels forsvarsminister, Israel Katz, at regeringen har godkendt, at Israels hær rykker frem og tager kontrol over flere strategisk vigtige områder. Det sker for at forebygge angreb på israelske grænsebyer.
/ritzau/
