Wolverhampton fyrer træneren efter fire nederlag i træk
Gary O'Neil er blevet fyret som træner for Wolverhampton efter en håbløs periode i Premier League.
Gary O'Neil er færdig som træner for Wolverhampton.Premier League-klubben oplyser på sin hjemmeside, at den tidligere midtbanespiller er blevet fyret. Det samme er hans stab.
41-årige O'Neil har været i klubben i lidt over et år, men en skidt stime bragte ham og klubben ud af kurs.
Holdet havde tabt til bundkonkurrenterne fra Bournemouth, Everton og West Ham før lørdagens hjemmekamp mod Ipswich.
Da også den skaffede nul point til kontoen, tog ledelsen konsekvensen. Alligevel får han pæne ord med på vejen fra klubformand Jeff Shi.
- Vi er taknemmelige over for Gary for hans indsats, dedikation og hårde arbejde i tiden i klubben, og vi ønsker ham og hans hold alt det bedste i fremtiden, siger formanden til klubbens hjemmeside.
Mod Ipswich så det længe ud til, at de to hold skulle dele i porten, men i dommerens tillægstid slog oprykkeren ved 1-1 til på et hjørnespark, og det var altså dråben, der fik bægeret til at flyde over for Wolverhampton-ledelsen.
Gary O'Neil overtog roret i Wolverhampton få dage før sæsonstarten i august 2023, da klubben var blevet enig med den daværende træner Julen Lopetegui om at stoppe samarbejdet.
Under O'Neils ledelse sluttede Wolverhampton på en 14.-plads i Premier League i den seneste sæson. Undervejs blev det til flotte sejre over blandt andet Manchester City og Chelsea, men samme succes er udeblevet i denne sæson.
Med de fire nederlag i træk indtager Wolverhampton aktuelt næstsidstepladsen i ligaen - fire point fra Crystal Palace, der ligger over stregen.
Wolverhampton har ikke meldt ud, hvem der overtager styringen af holdet.
/ritzau/