KØB ABONNEMENT

Virvar og indtryk er vigtigere end medaljer ved de unges OL

SPORT • 31. OKT 2026 • 12:32

Resultaterne kommer i anden række for de otte danske atleter ved det første ungdoms-OL siden 2018.

Medaljerne glider de næste to uger i baggrunden for de otte danske talenter, som tager til Dakar for at deltage i ungdoms-OL.

Ifølge Mikkel Sansone Øhrgaard, der er chef de mission for det danske teenagekuld, er hovedformålet at klæde de unge på til omstændighederne omkring et OL.

Kaos, forsinkelser, dårlige senge og et bombardement af indtryk er ikke usædvanligt at opleve ved de voksnes OL.

Og den virkelighed kan danskerne meget vel stå over for ved legene om mindre end to år i Los Angeles, eller når Brisbane i 2032 er vært for sommerlegene i Australien.

- For os er det vigtigste, at de kommer ned og får erfaring til et multisport-event, hvor tingene ikke er skåret til den enkelte idræt, siger han.

Danmark tog hjem fra seneste ungdoms-OL i Buenos Aires med fire medaljer, men det er nærmest umuligt at forudsige, hvordan konkurrencerne med atleterne mellem 15 og 18 år udvikler sig.

- Om vi kommer hjem med to eller fire medaljer, gør ikke noget, for det er ikke det, der er det vigtige. Det er bare "cherry on the cake", hvis det sker, siger Mikkel Sansone Øhrgaard.

For badmintonspilleren Sophia Loudrup er det en helt anden måde at være afsted til turnering på, end hun er vant til.

- Jeg kan bruge oplevelsen til at blive mere selvstændig. Jeg har rejst mange gange med min far, som er min største støtte. Men her kan jeg begynde at stå på egne ben og bo med en masse unge, som har de samme ambitioner som mig. Det glæder jeg mig sindssygt meget til, siger hun.

Måske er Dakar i det hele taget det perfekte sted at forberede sig på det uforudsigelige. Senegals hovedstad har godt nok haft fire år mere end oprindeligt planlagt til at forberede sig på begivenheden, som blev aflyst i 2022 på grund af coronapandemien.

Men Mikkel Sansone Øhrgaards forventning er, at atleterne møder en kultur, der langtfra er lige så punktlig og stringent, som danskerne er vant til fra de hjemlige himmelstrøg.

- De har bare en anden tilgang. For dem betyder det ikke så meget, om en bus afgår ti minutter senere. Vi ved, at tid er mega vigtig i europæisk sammenhæng, fordi det er det, vi klynger os til.

- Vi har brugt tid på at forberede os på det, fordi det er anderledes. Det er sundt for både trænere og atleter at prøve at håndtere, siger han.

Danmark er repræsenteret i fem forskellige sportsgrene ved ungdoms-OL. Foruden badminton er der dansk deltagelse i atletik, breakdance, fægtning og triatlon.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT