Antonsen dukker landsmand og booker semifinale i Tyskland
Anders Antonsen gjorde kort proces mod Ditlev Jæger Holm og møder Jonatan Christie i semifinalen.
Anders Antonsen er for tredje gang på få uger klar til en semifinale på BWF Touren.Fredag slog Danmarks bedste herresingle landsmanden Ditlev Jæger Holm med 21-11, 21-13 i sin kvartfinale i den tyske Super 500-turnering Hylo Open.
Jæger Holm, der er nummer 61 på verdensranglisten, kom hurtigt bagud i begge sæt og var ikke i stand til at lukke hullet mod en overbevisende verdenstreer.
Antonsen møder i sin semifinale den forsvarende mester i Hylo Open, indonesiske Jonatan Christie.
Ugens resultater er en oprejsning for topseedede Antonsen, som senest røg tidligt ud af French Open.
Forinden havde han tidligere i oktober vundet Arctic Open i Finland og nået finalen i Denmark Open i Odense.
I damesingle er Line Kjærsfeldt ligeledes semifinaleklar. Hun møder lørdag topseedede Pornpawee Chochuwong fra Thailand.
Amalie Schultz røg ud i kvartfinalen efter et nederlag i to sæt til indiske Pusarla Venkata Sindhu.
I mixeddouble er Amalie Kudsk og Jesper Toft også blandt de fire bedste, og i herredouble er der en dansk semifinalist i form af Rasmus Kjær og Christian Faust Kjær.
Kjær og Kjær slog landsmændene Rasmus Espersen og William Kryger Boe i to sæt med 21-13, 21-11 i deres kvartfinale.
Der var forhåbning om endnu en dansk semifinalist i herredouble, men Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard blev sendt ud i deres kvartfinale mod franskmændene Julien Maio og William Villeger, som vandt i to sæt.
RITZAU
