KØB ABONNEMENT

Landstrænerbarsel er et signal til kvindelige toptrænere

SPORT • 31. OKT 2026 • 07:00

Brian Riemer og Jakob Michelsen kan principielt også gå på barsel fra landstrænerjobbet, siger DBU-boss.

Det er vigtigt at sende et signal til talentfulde kvindelige fodboldtrænere om, at man godt kan kombinere tilværelsen som toptræner med et moderskab.

Sådan lyder det fra den tekniske chef i Dansk Boldspil-Union (DBU), Anders Gerber, på bagkant af, at DBU i mandags offentliggjorde, at U19-kvindelandstræner Kristine Pedersen som unionens første siddende landstræner skal på barselsorlov i 2027.

- Vi arbejder på at få flere kvinder ind i trænerhvervet. Det gælder på alle niveauer, men fra vores perspektiv selvfølgelig mest i talent- og elitedelen. I den henseende er det vigtigt at kunne se, at man godt kan være mor og samtidig være træner på et højt niveau.

- Det er casen med Kristine, som har udtrykt et stort ønske om at komme tilbage som træner efter sin graviditet. Vi håber, at hun kan være med til at være et forbillede for andre kvinder, der kan være betænkelige ved, om man nu kan kombinere de to ting, siger Anders Gerber.

- Ved at gå forrest og vise et eksempel håber vi, at noget lignende vil kunne ske på klubniveau, hvis en anden dygtig træner skal være mor, tilføjer han.

Sportsligt er der ikke grund til at være bekymret for, at en landstræner erstattes af en vikar i en kortere periode.

- Det er selvfølgelig helt optimalt, hvis det er den samme landstræner, som fører et hold gennem en cyklus med en kvalifikation og en slutrunde, men vi må jo løse det, når der er lykkelige omstændigheder, og nogen skal være forældre.

- Familien er vigtigst, og så må vi finde den mest kompetente barselsvikar i den periode, det drejer sig om. Det har vi også gjort i det her tilfælde, siger Anders Gerber med henvisning til, at kvindelandsholdets kamprekordholder, Katrine Pedersen, bliver barselsvikar for Kristine Pedersen i 2027.

I forhold til muligheden for at gå på barsel er der ingen forskel på, om man er ansat som ungdomslandstræner eller A-landstræner.

Skulle herrelandstræner Brian Riemer, kvindelandstræner Jakob Michelsen eller en af deres fremtidige afløsere få et barn, kan de også blive bevilget ekstra familietid, hvis de ønsker det.

- Rent teoretisk kan de godt gå på barsel. Jeg er sikker på, at vi ville kunne finde en løsning, hvis det skulle blive tilfældet, siger Anders Gerber.

Hvis der er tale om en mandlig fodboldtræner, er kalendergymnastikken dog også en tand smidigere, påpeger han.

- For kvinder er der jo nogle helt naturlige fysiologiske ting, der gør, at en barsel er nødvendig. For mænd er det lidt nemmere dels at tage en kortere barsel, men også at tilrettelægge den, så den passer ind i sæsonen.

- Der vil man nok i højere grad kunne skele til de kommende opgaver og få en barsel til at passe ind i kampprogrammet. Det har vi også set med de mandlige trænere, der har fået børn.

- Det er for eksempel oplagt at være på barsel i december og januar. Det afviger trods alt lidt fra det normale arbejdsmarked, hvis man er fodboldtræner, selv om vi selvfølgelig prøver at være fleksible, siger Anders Gerber.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT