KØB ABONNEMENT

Rasmus Højgaard taber vigtigt skridt i jagt på PGA-kort

SPORT • 31. OKT 2026 • 10:08

Kampen for at kravle op i top-100 på PGA Tour blev sværere for Rasmus Højgaard, som missede cuttet i Mexico.

Med tre turneringer tilbage af efterårssæsonen begynder chancerne for et nyt medlemskab af PGA Tour at snævre ind for Rasmus Højgaard.

Sent fredag aften dansk tid missede danskeren cuttet i PGA-turneringen Mexico Open.

25-årige Højgaard gik samlet de to første runder i par, og det var ikke nok til en plads blandt de 68 spillere, der avancerede til weekendens runder.

Højgaard kæmper for at få en plads i top 100 på PGA Tours rangliste. Her er han officielt nummer 115, men har udsigt til at glide længere ned efter denne uges turnering.

Bedre ser det ud for Rasmus Neergaard, som er nummer 105 på listen. Neergaard klarede modsat Rasmus Højgaard cuttet til de to sidste runder i Mexico.

Han er dog langt nede på en delt 49.-plads.

Mens de to kæmper for et nyt kort til PGA Tour, er Nicolai Højgaard som nummer 35 på ranglisten sikker på deltagelse næste år.

Selv om PGA-skæbnen er uvis for de to gange Rasmus, kommer de ikke til at kede sig i den kommende sæson.

De er begge garanteret adgang til DP World Tour, bekræftede golfarrangøren tidligere på ugen over for Ritzau.

Det samme gælder Thorbjørn Olesen, som er længere fra at sikre sig et nyt kort til PGA Tour.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT