Vingegaard var til præsentation: Danmark Rundt er vigtigt
Postnord Danmark Rundt er vigtigt for de danske cykeltalenter, siger Jonas Vingegaard før 4. etape.
Tour de France-vinder Jonas Vingegaard var fredag på scenen i Skive i forbindelse med holdpræsentationen før 4. etape af Postnord Danmark Rundt.Jumbo-Visma-rytteren afbrød sin frivillige sæsonpause for at støtte op om det danske etapeløb.
- Jeg vil gerne støtte op omkring lokalsamfundet og Postnord Danmark Rundt. Det er et vigtigt løb for alle unge ryttere i Danmark og for dansk cykelsport, siger Vingegaard.
Han kommer til at følge fredagens etape fra hjemmet i Glyngøre, hvor feltet kommer forbi.
Han har selv deltaget i Danmark Rundt to gange, senest var i 2019, hvor han blev nummer to i det samlede klassement.
Han ville gerne have deltaget i år, hvis ikke kroppen og sindet havde dikteret afslapning.
- Jeg kunne godt have tænkt mig at køre, men jeg har følt, at jeg har haft brug for at slappe af, siger Jonas Vingegaard.
I det små er han begyndt at træne igen. Han skal dog ikke i konkurrence før 8. oktober.
- Jeg er begyndt at træne, og træningen går overraskende godt.
- Jeg skal køre Lombardiet Rundt, og så må vi se, hvad resten af kalenderen byder på, siger Jonas Vingegaard.
I søndags deltog han i sit hidtil eneste løb siden Tour-triumfen. Vingegaard vandt et hollandsk gadeløb, der havde mere karakter af opvisning end regulært ræs.
/ritzau/