Dansk diskoskaster misser plads i VM-finale
Lisa Brix Pedersen endte på en 25.-plads i kvalifikationen i diskoskast på åbningsdagen ved VM i atletik.
Den danske diskoskaster Lisa Brix Pedersen er ikke videre til VM-finalen ved VM i Atletik i Japans hovedstad, Tokyo.Den 29-årige dansker præsterede et kast på 58,52 meter, hvilket rakte til en 25.-plads.
Det var ikke nok til at sikre sig en af de 12 pladser i søndagens finale.
Til DR Sporten siger den danske atlet, at hendes resultat var ok - men ikke godt.
- Jeg havde håbet på mere end en 25.-plads, men niveauet i diskos er stukket af de sidste par år, og jeg er ikke helt fulgt med. Så det er bare hjem og arbejde videre, og jeg ved, at jeg har meget mere i tanken, siger hun.
Lisa Brix Pedersen er nummer 41 på verdensranglisten i diskoskast.
Bedst gik det lørdag for kroatiske Sandra Elkasevic, som endte med et kast på 66,72 meter i kvalifikationen.
VM blev skudt i gang i Tokyo lørdag. I alt ni danske atleter stiller op i Japans hovedstad. Blandt de mest prominente navne er 100-meterløberen Simon Hansen og hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen.
Finalen i diskoskast for kvinder finder sted søndag klokken 12.12 om formiddagen lokal tid.
Blandt finalisterne er nummer et på verdensranglisten, den 30-årige amerikaner Valarie Allman.
/ritzau/