Tidligt mål sørger for FCN-sejr over FCM i Tullbergs debut

14. SEP 2025 • 18:08SPORT

FC Midtjylland tabte i Mike Tullbergs debut som cheftræner efter 0-1 ude mod FC Nordsjælland.

Mike Tullberg formåede ikke at hente point i sin debut som cheftræner for FC Midtjylland. I stedet endte det søndag med en sejr på 1-0 til FC Nordsjælland.

Efter fyringen af Thomas Thomasberg overtog Tullberg jobbet. Han skulle forsøge at fortsætte FCM-stimen som ubesejret i starten af sæsonen, men det lykkedes ikke.

Det enlige mål blev sat ind af FCN-angriberen Prince Amoako Junior efter otte minutters spil.

Dermed missede FCM samtidig muligheden for at rykke op på Superligaens førsteplads. Den indtages i stedet af AGF, der tidligere søndag slog Viborg på udebane.

AGF har på førstepladsen 17 point, FC København følger efter med 16 point, mens FCM og Brøndby begge har 15 point på tredje- og fjerdepladsen. Holdene har alle spillet otte kampe.

I søndagens opgør spillede FCN generelt bedst, og i perioder blev FCM udspillet på kunstgræsset i Farum.

Tullbergs aftryk var vanskeligt at få øje på, og der var meget langt imellem de midtjyske målchancer.

Efter FCN's åbningsmål kontrollerede hjemmeholdet begivenhederne, og FCM havde ikke noget modsvar.

Mod slutningen endte med det med at blive en uskøn affære, og der blev uddelt et rødt kort til FCM's midtbanespiller Pedro Bravo.

Colombianeren kunne ikke følge med FCN-stopperen Noah Markmann, der tog et godt ryk med bolden frem ad banen.

Pedro Bravo fik væltet Markmann omkuld og modtog korrekt sit andet gule kort i kampen.

Derfor blev det endnu lettere for FCN at køre sejren helt i hus.

Sejren var den tredje på stribe for FCN, der efter en skidt sæsonstart er rykket op på femtepladsen med 12 point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT