Elmer Møller om dansk nederlag: Det er sgu tungt

14. SEP 2025 • 20:12SPORT

Elmer Møller var skuffet efter dansk Davis Cup-nederlag, men påpegede, at holdet gav alt mod Spanien.

Danmark stod med favorable muligheder for at nå Davis Cup Final 8 for første gang, men efter en føring på 2-0 efter lørdagens singler tabte Danmark søndag tre på stribe og tabte samlet til Spanien.

I den afgørende kamp var Elmer Møller chanceløs mod den rutinerede Pablo Carreño Busta.

- Vi gjorde alt, hvad vi kunne som hold. Det er det vigtigste, synes jeg. At vi ikke fik den i dag, synes jeg sgu, er tungt, siger Elmer Møller til DR.

Forinden havde Holger Rune haft en stor mulighed for at bringe Danmark afgørende foran med 3-1, efter at han var på vej mod et nederlag i to sæt.

Rune kæmpede sig tilbage, og selv om han var hæmmet af en skade spillede han sig frem til en matchbold ved føringen på 5-3.

Møller anerkendte Runes indsats i dramaet på mere end tre timer.

- Holger stod derude i tre timer og gav alt, selv om det ikke var hans allerbedste dag. Det siger noget om, hvor meget vi er villige for at kæmpe for det, lyder det fra Møller.

Holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen var skuffet, men fattet, efter at han fra bænken havde overværet tre danske nederlag. Også i den første double var Danmark ovenpå efter at have vundet første sæt.

Men Rune kom altså endnu tættere på, da han bare var én bold fra at sikre dansk triumf.

- Sådan er det nogle gange i sport. Vi gav alt. Vi har ikke specielt meget erfaring på det her niveau i Davis Cup. Det er noget, vi kommer til at lære af, siger Frederik Løchte til DR.

Han minder om, at Danmark kvalificerede sig til kampen mod Spanien ved at vende 0-2 til 3-2 mod Serbien i Royal Arena først på året.

- Sidste gang gik det vores vej, denne gang gik det deres vej. Det er meget med momentum i den slags kampe. Når du vinder den første kamp og får publikum op at flyve, kan det starte en lavine.

Med den samlede sejr snuppede Spanien den sidste plads i Final 8, der spilles i Bologna i november.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT