Tennisforbund fyrer sportschef og hyrer tidligere spiller

6. MAJ 2026 • 10:31SPORT

Sportschefen forlader butikken, og en ny vicedirektør får ansvaret for den sportslige ledelse i tennisforbundet.

Jens Anker Andersen, der har været sportschef i Dansk Tennis Forbund siden 2016, stopper i jobbet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra forbundet. Over for Ekstra Bladet løfter han sløret for årsagen.

- Jeg er blevet fyret. Det skal lige sætte sig. Det blev begrundet med en organisationsændring, og det skal det selvfølgelig gøres. Om jeg forstår det eller ej, er sådan set ligegyldigt. Der er ikke noget at gøre ved det, siger han til Ekstra Bladet.

Direktør for Dansk Tennis Forbund Michael Ask takker på forbundets hjemmeside Jens Anker Andersen for indsatsen.

- Jens Anker har gjort en kæmpe indsats for Dansk Tennis Forbund igennem 12 år. Elite- og talentområdet er et helt andet sted i dag med et elitemiljø for landets bedste spillere og DTF tilbage som eliteforbund hos Team Danmark, siger Michael Ask.

Dansk Tennis Forbund har i samme ombæring hyret en vicedirektør, som overtager ansvaret for den sportslige ledelse fra Jens Anker Andersen.

Manden, der desuden skal varetage forbundets økonomi, er Martin Linnet Killemose. Som aktiv tennisspiller gik han under navnet Martin Pedersen.

Senest har han været ansat i den københavnske tennisklub KB, hvor hans titel har været tennischef.

- Når vi ser fremad, er det det rette tidspunkt for os at tage næste skridt i udviklingen. Vi har derfor valgt at organisere os på en ny måde, hvor Martin Linnet Killemose bliver vicedirektør, overtager ansvaret for den sportslige ledelse, men også for yderligere ansvarsområder.

- Den nye retning skal styrke sammenhængen mellem det sportslige område, økonomien og DTF’s samlede strategi, siger Michael Ask.

Martin Linnet Killemose spillede fra 2006 til 2015 20 Davis Cup-kampe for Danmark og opnåede en placering som nummer 344 på verdensranglisten.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT