Verdensmester triumferer i københavnsk halvmaraton

15. SEP 2024 • 11:21SPORT

Sabastian Sawe fra Kenya vandt det københavnske halvmaraton. Norske Jakob Ingebrigtsen gik i stå halvvejs.

Den forsvarende verdensmester, Sabastian Sawe fra Kenya, vandt søndag Copenhagen Half Maraton i tiden 58 minutter og 5 sekunder.

Sawe slog på opløbsstrækningen verdensrekordholderen fra Uganda, Jacob Kiplimo, i spurten.

Kiplimo kom over målstregen fire sekunder efter Sawe, mens Isaia Lasoi fra Kenya kom i mål yderligere et sekunder senere.

De tre løbere kom samlet ind på opløbsstrækningen ved Parken på Østerbro, og her var det Sawe, der havde den bedste slutspurt i sig.

Jacob Simonsen blev bedste dansker i tiden 1 time, 2 minutter og 18 sekunder. Det var kun 23 sekunder langsommere end den danske rekord på distancen.

Margaret Kipkembo var hurtigste kvinde på distancen, og med tiden 1 time, 5 minutter og 11 sekunder snusede hun til løbsrekorden i København, der for kvinder er tre sekunder hurtigere.

Sara Schou blev bedste danske kvinde i tiden 1 time, 13 minutter og 18 sekunder.

For mændene var det undervejs på ruten Kiplimo, der havde holdt en høj fart.

Efter 15 kilometer skruede verdensrekordholderen for alvor op for tempoet, og derefter var det kun Sabastian Sawe og Isaia Lasoi, der kunne følge med.

Omkring kilometer 18 så det kort ud til, at Kiplimo var i krise, da Sawe og Lasoi i fællesskab skabte et lille hul til verdensrekordholderen.

Kiplimo kæmpede sig dog tilbage, og en kilometer fra mål var de tre løbere samlet til en spurtafslutning.

Den norske atletikstjerne Jakob Ingebrigtsen var blevet lørdag offentliggjort på startlisten.

Verdensstjernen fulgte med de forreste på den første halvdel, men netop som han som den første passerede ti kilometer, var kræfterne sluppet op.

Han forsøgte efterfølgende at få gang i stængerne igen, men tanken var tom i forhold til at kunne følge med de bedste.

- Jeg var udmattet. Det var en stor sejr bare at komme i mål, siger Ingebrigtsen til det norske medie VG.

- Det gik som forventet. Jeg slog norsk rekord på ti kilometer, så det var lidt sjovt, at gøre det officielt. Men jeg må erkende, at jeg lagde for hurtigt ud.

Ingebrigtsen gennemførte i tiden 1 time, 3 minutter og 13 sekunder.

Det var første gang, at han prøvede kræfter med de lidt over 21 kilometer.

Han vandt OL-guld på 5000 meter i Paris i 2024 og på 1500 meter i Tokyo i 2021. Desuden er han verdensmester på 5000 meter i 2022 og 2023. På 3000 meter er han verdensrekordholder.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT