Verdens tredjebedste spolerer ny overraskelse af Blichfeldt
Mia Blichfeldt leverede en stor overraskelse i anden runde, men i kvartfinalen blev modstanden for stor.
Badmintonspilleren Mia Blichfeldt har spillet på et højt niveau ved Denmark Open, men danskerens turnering sluttede fredag efter en tabt kvartfinale.Mod verdens nummer tre, kinesiske Han Yue, var der ganske enkelt niveauforskel. Danskeren tabte i tre sæt med cifrene 21-17, 6-12, 16-21.
21.-seedede Blichfeldt kæmpede sig ellers foran i første sæt, men kineseren skruede herfra gevaldigt op for tempoet.
Mia Blichfeldt kom ind til fredagens kvartfinale med et smil efter en stor overraskelse i anden runde, hvor hun slog verdensranglistens nummer fem, kineseren Chen Yufei.
Til den anden kinesiske udfordring hang Blichfeldt efter i indledningen, men hurtigt fik danskeren vænnet sig til tempoet.
Hun dikterede flere gange spillet og kom tilbage fra en dårlig pointmæssig start ved at flytte godt rundt på den kinesiske favorit.
Den 28-årige dansker leverede lovende takter, men Han Yue gjorde det samme med et eksplosivt spil. Blichfeldt kæmpede indædt og spillede sig frem til tre sætbolde.
Hun udnyttede muligheden og kunne skrige sin glæde ud over et vundet første sæt.
Mia Blichfeldt mistede rytmen i andet sæt, hvor Han Yue skruede på niveauet. 11-1 var føringen i kinesisk favør ved opholdet. Danskeren var chanceløs i sættet, der endte med de sikre 21-6 til den kinesiske verdenstreer.
I det afgørende sæt fik Blichfeldt hanket op i sig selv, men skarpe Han Yue formåede ofte at komme ud af ellers pressede situationer.
Danskeren diskede op med en stribe personlige fejl, hvor hun for ofte fik sendt en returnering i nettet.
Det kostede en føring, som Blichfeldt ellers havde tilkæmpet sig i begyndelsen af sættet. Han Yue smashede sig i sidste ende til sejren over Blichfeldt.
/ritzau/