Hjulmand nedtoner dansk duel: Handler ikke om Bo og mig
Kasper Hjulmand møder sin tidligere klub og står over for en landsmand på sidelinjen lørdag eftermiddag.
Træner Kasper Hjulmand genbesøger sin tidligere klub, når han med Leverkusen møder Mainz på udebane i Bundesligaen lørdag eftermiddag.Det bliver samtidig en dansk prestigeduel på sidelinjen, hvor Hjulmand kommer til at stå over for Mainz-træner Bo Henriksen.
Men sidehistorierne interesserer ikke den tidligere danske landstræner. Han har rigeligt at gøre med at bugsere Leverkusen op i toppen af Bundesligaen, hvor klubben mener, den hører til.
- Bo er en toptræner og en super personlighed. Men kampen handler ikke om Bo og mig. Den handler om at hente tre point til Bayer Leverkusen.
- Jeg glæder mig. Mainz har et hold med meget kvalitet. Klubben har haft lidt problemer i de første kampe, men blev nummer seks i sidste sæson. Vi ved, at det bliver en svær kamp, fastslår Hjulmand på et pressemøde ifølge klubbens hjemmeside.
Hjulmand stod fra sommeren 2014 i spidsen for lørdagens modstander. Hans første livtag med Bundesligaen blev dog en kort fornøjelse, der varede otte måneder.
4 sejre i 21 ligakampe blev det til, inden den danske træner blev fyret.
- Jeg har ikke meget kontakt med klubben. Jeg har haft en smule kontakt med Niko Bungert (tidligere spiller, nu sportsdirektør, red.). Som landstræner for Danmark besøgte jeg klubben, fordi vi havde spillere der, siger Hjulmand.
Mainz har fået en svær start på sæsonen med kun fire point og en placering som tredjesidst efter seks runder.
Bo Henriksen er klar over, at der er forventninger om mere.
- Selvfølgelig er vi lidt under pres i ligaen, det er helt klart. Vi har ikke fået nogen god start, i modsætning til i Conference League og pokalturneringen. Men vi er ikke langt fra at finde nøglen, siger Bo Henriksen til Mainz' hjemmeside.
/ritzau/