Silkeborg plaffer sløsede FCK i sænk på gylden halvleg
FCK var bagud med tre efter en sløset første halvleg, og det grundlagde Silkeborgs sejr på 3-1.
En miserabel første halvleg kostede dyrt for FC København fredag aften på kunstgræsset i Silkeborg.Københavnerne fremstod tandløse og var fortjent bagud med 0-3 efter de første 45 minutter.
Gæsterne fik vendt kampbilledet og dominerede efter pausen, men det var for sent. En enkelt reducering rakte ikke til point i Silkeborgs 3-1-sejr i Superligaens 12. spillerunde.
Med sejren tager Silkeborg vigtige point i bundstriden. Klubben fra Søhøjlandet er aktuelt nummer syv med 14 point.
FCK er på tredjepladsen med 21 point, men Brøndby IF kan gå forbi rivalerne senere i weekenden. Dertil kan AGF og FC Midtjylland udbygge føringen yderligere til FCK i toppen af Superligaen.
Opgøret åbnede underholdende i et rasende tempo med flere pæne muligheder i begge ender.
Den største landede foran Silkeborgs Jens Martin Gammelby, der blev spillet fri i dybden og var alene med FCK-keeperen Dominik Kotarski. Kroaten diskede dog op med en flot redning.
Kotarski kunne dog intet stille op, da Silkeborgs newzealandske Callum McCowatt sendte bolden i nettet på et fladt indlæg efter en lille halv time.
Mindre end to minutter senere blev føringen fordoblet mod et sløset FCK-forsvar. Tonni Adamsen serverede bolden for Younes Bakiz, der resolut lagde 2-0-målet ind langs stolpen.
Man skulle tro, at FCK-forsvaret var advaret, men en stor fejl kostede få minutter før pausen. Marcos Lopez sov i timen, og så udnyttede Jens Martin Gammelby chancen til at vippe bolden i netmaskerne.
FCK var i knæ og kunne blot se på, da Gammelby flikflakkede rundt i sin jubel over scoringen og pausestillingen på intet mindre end 3-0.
Silkeborg blev passive efter pausen, og det kostede, da FCK's Viktor Claesson reducerede efter en lille times tid på en smart afslutning i feltet.
Københavnerne fortsatte med at trykke på for endnu en reducering, og gæsterne sværmede konstant om Silkeborg-feltet i slutfasen.
Skudstatistikken efter pausen sagde 11-0 til FCK, hvilket talte sit tydelige sprog om kampbilledet. FCK ramte træværket flere gange.
Det hjalp dog ikke på måltavlen, hvor værterne hev de tre point i land.
/ritzau/