Otte gidsler omfattet af Gaza-våbenhviles første fase meldes døde
Første fase af Gaza-aftale omfatter 33 gidsler. Syv er frigivet i live. Otte endnu ikke frigivne meldes døde.
Den militante palæstinensiske gruppe Hamas har i forbindelse med en våbenhvile leveret en liste, der viser, at 25 ud af 33 gidsler til frigivelse i første fase af våbenhvilen er i live. Dermed er otte døde.Det siger et Hamas-medlem mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters, der ikke umiddelbart bringer et navn på vedkommende.
Personen siger, at Hamas har givet listen til mæglere, og at mæglerne har givet listen videre til Israel.
Israel bekræfter meldingen om døde og levende gidsler fra Hamas med en udtalelse om, at otte af gidslerne, der skal frigives i første fase, er døde. Det siger regeringstalsmand David Mencer mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Israelske medier har også tidligere berettet, at det netop er opfattelsen blandt israelske embedsmænd, at 25 ud af 33 af gidslerne er i live.
Våbenhvilen er i første omgang sat til at vare seks uger fra ikrafttrædelsen 19. januar og befinder sig i en første fase.
I alt ventes 33 israelske gidsler at blive frigivet i løbet af den fase. Foreløbig er syv blevet frigivet. De har alle været i live.
Til gengæld ventes omkring 1900 palæstinensere at blive løsladt fra fængsler i Israel, skriver nyhedsbureauet AFP. Undervejs i første fase skal der forhandles om en anden og mere permanent fase. Senere også en tredje fase.
Det var 7. oktober 2023, at omkring 250 personer blev tvunget med til Gazastriben under Hamas' angreb mod Israel. Omkring 1200 blev dræbt.
Israels efterfølgende offensiv mod Gaza har ifølge sundhedsministeriet i det palæstinensiske område dræbt over 47.000 mennesker.
Den israelske regerings pressekontor har tidligere delt et billede på den sociale platform X af de 33 israelske gidsler, som ventes at blive frigivet over de kommende seks uger.
På listen er et billede af det dansk-israelske gidsel Itzik Elgarat, men det vides ikke, om han er i live.
I marts sidste år blev Itzik Elgarat meldt død af Hamas. Men manglende information har betydet, at der ikke er blevet givet et officielt svar om dødsfaldet.
For nylig sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at han ikke vidste, om det dansk-israelske gidsel er død eller i live.
Også familien venter på besked.
- Vi håber, at han er okay, og at han vil vende sikkert tilbage, sagde broren Danny Elgarat i en artikel bragt af Politiken 23. januar.
/ritzau/