USA's indrejseregler får Iran til at boykotte VM-lodtrækning
Iran dukker ikke op ved lodtrækningen til næste års VM i fodbold. Det oplyser landets fodboldforbund.
Det plejer at være kutyme for de deltagende nationer at være til stede ved lodtrækningen til VM i fodbold, men når landene skal fordeles i puljerne til næste års slutrunde, er Iran ikke til stede.Ifølge AFP oplyser en talsmand fra Det Iranske Fodboldforbund til iransk stats-tv, at landet bliver væk.
- Vi har informeret Fifa om, at beslutningen ikke har noget med sport at gøre, og at medlemmerne af den iranske delegation ikke vil deltage i VM-lodtrækningen, lyder det fra vedkommende.
USA har nægtet flere personer fra delegationen visum til at rejse ind i landet i forbindelse med sommerens slutrunde, som USA sammen med Canada og Mexico er vært for.
USA's præsident, Donald Trump, har forbudt indrejse for personer fra 12 lande, efter han er tiltrådt som præsident. Iran er et af de 12 lande.
Iranerne kvalificerede sig allerede til VM i marts gennem den asiatiske kvalifikation, og holdet er placeret i næstøverste seedningslag.
Lodtrækningen finder sted 5. december i Kennedy Center i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
/ritzau/
