Alle debutanter fik hul på VM-bylden: Det er megavigtigt
Fem slutrundedebutanter kom på tavlen, da Danmark bankede Japan, og det er perspektivrigt før et langt VM.
Ordet "megavigtigt" blev det gennemgående ord, da spillerne på håndboldlandsholdet torsdag aften marcherede forbi pressens mikrofoner i Rotterdam.I den knusende sejr i VM-premieren mod Japan fik samtlige spillere minutter i stængerne og mål på kontoen. Og særligt opløftende - eller megavigtigt - var det, at alle slutrundedebutanter fik en god oplevelse.
- Det er megavigtigt. Vi er uden flere spillere, der i de senere år har trukket det her landshold frem, så derfor får vi brug for alle for at nå langt ved det her mesterskab, siger en tydeligt lettet Helle Thomsen, som slutrundedebuterede som dansk landstræner.
En af dem, der fik slutrundedebut, var Nanna Hinnerfeldt, som til daglig spiller i Nykøbing Falster Håndboldklub. Før VM i Holland havde hun spillet ni landskampe og var ikke overraskende spændt før mesterskabsdebuten.
- Det er kæmpestort. Det er altid specielt at spille landskamp, men det er endnu større til en slutrunde. Så det var forløsende at sætte benene på banen og mærke den værste nervøsitet blive banket af, siger Hinnerfeldt, som sagtens kan se fidusen i, at hun og de øvrige debutanter fik spilletid.
- Det er megavigtigt. Nu er vi i gang, og vi ved, hvordan det er at spille håndbold til en slutrunde. Så derfor kommer nervøsiteten forhåbentlig ikke til at fylde så meget i de kommende kampe, siger Hinnerfeldt.
Foruden Hinnerfeldt fik Sofie Bardrum, Amalie Milling, Sarah Paulsen og Laura Borg deres første minutter ved et mesterskab.
Sammen med holdkammeraterne var de med til at banke Japan med 36-19 efter en premiere, hvor især første halvleg var forrygende, selv om japanerne kom foran 2-0.
- Det var megadejligt. Vi var meget i tvivl om Japan. Vi kunne godt se lidt video på dem, men det er bare noget andet at stå over for dem, siger Helle Thomsen.
- Når man indleder et mesterskab, er alle nervøse. Og det skal også være en styrke, at vi kan komme bagud, uden at det stresser os. Det gjorde det ikke, så det var rigtig fint, siger landstræneren.
Bagspiller Michala Møller var især imponeret af sin klubkollega fra Team Esbjerg Anna Kristensen, som i første halvleg pillede 63 procent af de japanske forsøg.
- Anna står bare fantastisk. Det er en fornøjelse. Hun er verdensklasse, og jeg tror, der er mange, der frygter hende, siger Michala Møller.
Danmark skal i manegen igen lørdag mod Kroatien.
/ritzau/
