Fodboldkvinder er større fans af kunstgræsbaner end mændene

28. NOV 2025 • 08:40SPORT

Dårlige græsbaner gør, at kvinderne i A-Ligaen ifølge Line Røddik er mindre kritiske over for kunstgræs.

Når Spillerforeningen laver sine faste opgørelser over banerne i Superligaen, skraber kunstgræsunderlagene på Right To Dream Park og Jysk Park stort set altid bunden.

Boldens bevægelser, fornemmelsen på banen og risikoen for skader bliver haglet ned.

Men hos kvinderne i A-Ligaen er det anderledes.

Da kvindernes bedømmelse af banerne torsdag blev udsendt af Spillerforeningen, lå Brøndbys kunstgræsbane 1964 Park nummer to på listen og har sågar ligget nummer et i flere sæsoner. Og FC Nordsjællands Right To Dream Park var nummer fem ud af otte.

Ifølge Line Røddik Hansen, der er spillerrådgiver i Spillerforeningen, skyldes det de forhold, kvinderne historisk set har haft.

- Man har ikke fået stillet de bedste græsbaner til rådighed. Hvis man står mellem en ikke særligt god græsbane og en stabil kunstgræsbane, har den stabile kunstgræsbane ofte været bedre end den græsbane, hvor man ikke har kunnet spille det fodbold, man havde lyst til.

- På den måde har man som kvindespiller vænnet sig til, at det var fedt at komme på kunstgræs.

- Herrerne har været vant til nogle lækre baner. Når de så kommer på kunstgræs, kan de mærke forskellen på en anden måde, forklarer den tidligere landsholdsspiller over for Ritzau.

Kvindernes rangliste toppes af OB's Nature Energy Park, som også er hjemmebane for herreholdet.

Faktisk er det kun hos Brøndby, at mændene og kvinderne ikke spiller på samme bane. På flere af stadionerne er der nemlig anlagt hybridbaner, hvor naturgræsset forstærkes af kunstige græsfibre.

Det gør underlaget mere slidstærkt, så det kan tåle flere kampe.

- Målet skal da være, at man som kvindeligaspiller skal spille på nogle ordentlige baner og nogle ordentlige stadions. Heldigvis ser vi, at tingene langsomt ændrer sig. Det kunne godt gå hurtigere, men sådan er det jo altid.

- Hvis du spørger spillere, om de helst vil spille på en lækker græsbane eller en god kunststofbane, tror jeg da, at de fleste vil vælge græs. Det er lig med fodbold, siger Line Røddik Hansen.

Her er hele rangeringen over de otte baner i landets bedste fodboldrække for kvinder:

1. Nature Energy Park (OB): 4,29.

2. 1964 Park (Brøndby IF): 4,14 (kunstgræs).

3. Autocentralen Park (Kolding IF): 4,00.

4. Ceres Park Vejlby (AGF): 4,00.

5. Right To Dream Park (FC Nordsjælland): 3,86 (kunstgræs).

6. MCH Arena (FC Midtjylland): 3,71.

7. Capelli Sport Stadion (HB Køge): 3,43 (kunstgræs).

8. Nord Energi Arena (Fortuna Hjørring): 2,29.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT