Syrien melder om ti dræbte i israelsk aktion i syrisk landsby
Israelsk aktion i det sydlige Syrien kaldes en krigsforbrydelse af det syriske udenrigsministerium.
Ti mennesker er blevet dræbt af israelske soldater i den syriske by Beit Jinn.Det meddeler syriske statsmedier.
Selv har det israelske militær sagt, at det har gennemført en operation i byen natten til fredag for at anholde medlemmer af en militant, islamistisk gruppe.
Fem soldater blev såret i aktionen, siger militæret.
Af det syriske udenrigsministerium kaldes hændelsen en krigsforbrydelse, skriver AFP.
- Syrien fordømmer den ulovlige aggression, lyder det i en meddelelse fra ministeriet.
Det tilføjer, at handlingerne i Beit Jinn har til hensigt at skabe konflikt i regionen.
Ifølge de syriske myndigheder var der kvinder og børn blandt de dræbte.
- Det er en krigsforbrydelse, skriver ministeriet.
Det statsejede nyhedsbureau Sana har skrevet, at to børn er døde.
Israel har jævnligt opereret i det sydlige Syrien i det seneste år. Begrundelsen fra Israel er, at militæret skal holde militante væk fra grænseområder, hvor israelere opholder sig.
Under aktionen natten til fredag anholdte militæret to personer, som det mistænker for at være medlemmer af den islamistiske gruppe Jamaa Islamiya. Ifølge militæret var gruppen ved at udvikle terrorplaner mod civile israelere.
- Flere terrorister blev elimineret, siger det israelske militær om operationen.
Sana melder, at Israel iværksatte et luftangreb mod landsbyen. Det skete klokken 03.40 ifølge nyhedsbureauet.
Israel har i mange år haft en tilstedeværelse i det sydlige Syrien. I 1981 annekterede Israel Golanhøjderne i Syrien, og efter at præsident Bashar al-Assad sidste år blev styrtet af oprørerne, har Israel skruet yderligere op for sine militære operationer i Syrien.
Israel har givet udtryk for mistillid til den nye ledelse i Syrien med præsident Ahmed al-Sharaa i spidsen.
Han har tidligere været medlem af al-Qaeda, men har efter magtovertagelsen sagt, at Syrien ikke udgør nogen trussel for lande i hverken regionen eller resten af verden.
/ritzau/Reuters
