Danmarks håndboldkvinder knuser Japan i VM-premieren

27. NOV 2025 • 21:57SPORT

Selv med masser af minutter til slutrundedebutanterne vandt Danmark nemt over Japan i VM-premieren.

Ved VM for to år siden fik Japan højst overraskende skovlen under Danmarks håndboldkvinder i Herning. Torsdag aften var sagen en ganske anden.

I VM-premieren i Rotterdam satte Danmark skabet, hvor det skulle stå, og blæste japanerne noget så eftertrykkeligt omkuld.

Dermed fik danskerne en mildest talt godkendt indledning på VM efter en optakt, der har været præget af skader og panderynker.

Landstræner Helle Thomsen vil formentlig glæde sig gevaldigt over, at hun fik brugt hele sin bænk, og måske vigtigst af alt fik alle slutrundedebutanterne masser af spilletid og kom alle på måltavlen.

Det bliver vigtigt i en lang slutrunde, hvor Danmarks største svaghed vil blive, at bredden ikke er så stor som ved tidligere mesterskaber.

Da Danmark for to år siden blev nedlagt af Japan, var overskrifterne, at den japanske keeper Sakura Kametani spillede sit livs kamp, og at de rapfodede japanere gjorde danskerne rundtossede.

Nogenlunde sådan var kampbilledet også i de første fem minutter torsdag aften, hvor Japan, der har danske Morten Soubak som træner, gav Danmark et chok og kom foran 2-0.

Det forstummede de få danskere, der havde fundet vej til den nærmest tomme arena i Rotterdams udgave af Messecenter Herning. Men da danskerne fik maskineriet justeret, begyndte nedsablingen.

Helle Thomsen har stor fokus på høj risiko i kontraspillet, og det blev afgørende for, at Danmark allerede ved pausefløjt var på 19 scoringer mod japanernes 6.

Og ja, du læste rigtigt. Japan fandt kun nettet seks gange i første halvleg, hvor Anna Kristensen viste, hvor stor en klassekeeper hun er.

Team Esbjergs målmandsjuvel rullede gardinet fuldstændig ned og kunne prale af en redningsprocent på 63 før pausen. To af redningerne kom, da fløjspilleren Yuki Yoshidome formåede at ramme danskeren i hovedet to gange.

Kristensen kunne ikke helt opretholde niveauet efter pausen, og det gav Helle Thomsen anledning til at smide Amalie Milling ind mellem stængerne til slutrundedebut.

Og keeperen fra Ikast Håndbold var langtfra den eneste, der fik slutrundedebut torsdag aften. Laura Borg, Sarah Paulsen, Nanna Hinnerfeldt og Sofie Bardrum, der havde en højlydt fanklub med, fik bunker af minutter i stængerne.

Derfor blev anden halvleg en rodebutik. I perioder var der nærmest ikke andet end debutanter på banen, og det betød, at hverken forsvar eller angreb fungerede lige så godt som før pausen.

Men der blev aldrig den mindste tvivl om, at Danmark var flere niveauer bedre end Japan. Nu kan danskerne med ro i maven forberede sig til næste kamp lørdag mod Kroatien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT