Jonas Vingegaard angreb og lå længe i front, men 2. etape sluttede i en spurt, som Thomas Silva vandt.
Efter en hektisk finale med blandt andet et stort styrt og angreb fra Jonas Vingegaard (Visma) snuppede Astana sejren på Giro d'Italias 2. etape lørdag.Den 24-årige uruguayaner Thomas Silva udnyttede et formidabelt leadout fra sin holdkammerat Christian Scaroni og spurtede sig til sejren i et decimeret felt.
Dermed snuppede han sin karrieres klart største sejr og kan nu trække den lyserøde førertrøje over hovedet. Tyske Florian Stork (Tudor) og italienske Giulio Ciccone (Lidl-Trek) tog sig af henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Jonas Vingegaard angreb på etapens næstsidste stigning, Lyaskovets Monastery, og kickstartede dermed finalen, efter at etapen kortvarigt var neutraliseret på grund af et grimt styrt.
Han fik selskab af Giulio Pellizzari (Red Bull) og Lennert Van Eetvelt (Lotto), og sammen lå de længe foran det tilbageværende felt. På den sidste stigning blev de dog halet ind, og så endte det i en spurt.
Det italienske wildcard-hold Polti var for anden dag i træk afsted i et såkaldt tv-udbrud. Sågar med to ryttere. Og helt forventeligt blev de halet ind uden problemer.
Skønne, spildte kræfter, vil nogen måske sige. Men de prominente holdejere Alberto Contador og Ivan Basso samt holdets sponsorer er formentlig godt tilfredse med de mange minutters eksponering på tv-skærmen.
Med 22 kilometer til mål skete et grimt styrt forrest i feltet. Stort set hele UAE Emirates-holdet røg i karambolage med et autoværn, og i hvert fald 30 ryttere var nede og bide i asfalten.
Det mest prominente navn var Adam Yates (UAE Emirates). Tvillingebroren til sidste års vinder, cykelpensionerede Simon Yates, var helt mudret til i hovedet og blødte fra området omkring øret. Men så ellers fattet ud.
Det gjorde hans holdkammerat Jay Vine til gengæld ikke. Australieren, der påfaldende ofte styrter, blev kørt væk i ambulance. Løbsledelsen besluttede at neutralisere løbet, men efter cirka fem kilometer blev det givet frit igen.
Jonas Vingegaard satte sit angreb ind små ti kilometer senere, og så begyndte den hektiske finale.
/ritzau/