Med en kapitaludvidelse på vej er Lyngby godt rustet til næste sæsons Superliga, mener cheftræner og direktør.
Lyngby Boldklub er fra den kommende sæson igen at finde i det bedste selskab i dansk fodbold.Lørdag blev oprykningen en realitet tre runder før tid med en 2-0-sejr over Hvidovre. Det kunne faktisk allerede være sket for en uge siden, men der satte en overtidsscoring fra Hillerød en stopper for det.
- Der er mange af de unge knægte, som ikke har prøvet noget lignende før, men jeg synes, at det var fuldt fortjent, at vi vandt, og jeg er stolt af den måde, vi angreb kampen på. Også set i lyset af sidste uges skuffelse, siger cheftræner Andreas Bjelland til Viaplay.
- Nu ved vi, hvad vi skal i næste sæson, så vi kan begynde at lægge brikkerne. Jeg ved, at der er mange unge spillere, vi er en lille klub, og transfervinduet er langt, men jeg synes, at vi er et godt sted.
Det har i længere tid været undervejs, at Lyngby skal have flere millioner tilført. I starten af året meldte klubben, at man søgte nye investorer for at rejse en samlet kapitaludvidelse på 40 til 50 millioner kroner.
- Vi har et stadion på vej, og vi har en kapitaludvidelse, så jeg synes, at vi er et godt sted som klub. Også med vores unge spillere, der kommer op og præsterer fra akademiet, siger Bjelland.
I april blev det fortalt, at 35 millioner var indsamlet, og deadline for kapitaludvidelsen var rykket til 31. maj - altså efter det var afgjort, om der var Superliga på menuen i den kommende sæson.
- Det er et års pres, der pludselig bliver løsnet. Vi kender alle konsekvensen, hvis det ikke lykkes med ændring af budgetter og sådan noget, så det er en kæmpe lettelse, siger direktør Andreas Byder til Viaplay.
- Nu kan vi fejre det, og så skal vi have hele Lyngby ind på stadion, så den kan få fuld pedal, lyder det fra direktøren om lørdagens fejring.
/ritzau/