United tager tre ligasejre på stribe for første gang i 20 måneder

25. OKT 2025 • 20:30SPORT

Manchester Uniteds intense pres straffede flere gange Brighton, der tabte 2-4 på Old Trafford.

Cheftræner Ruben Amorims projekt i Manchester United har i disse uger tiltrængt medvind.

Lørdag vandt traditionsklubben 4-2 på hjemmebane over Brighton i Premier League.

Det var den tredje ligasejr på stribe for United, der i de seneste uger også har besejret Liverpool og Sunderland.

Senest holdet vandt tre i træk i Premier League var i februar 2024. Altså et godt stykke tid før, Amorim i november samme år overtog roret.

Sejrsstimen betyder, at United indtager en midlertidig fjerdeplads, hvor flere hold på de omkringliggende pladser dog har en kamp i hånden.

Brightons nederlag var første gang i over en måned, at holdet gik fra banen uden point. Mandskabet fra det sydlige England ligger i midten af Premier League-tabellen.

Efter en livlig start på kampen lørdag aften, hvor særligt United havde vist tænder, slog Matheus Cunha til efter lidt mere end 20 minutter, da han med en kælen inderside uden for feltet scorede sit første mål i United-trøjen.

Ti minutter senere var der igen gevinst uden for feltet. Efter en bolderobring på Brightons banehalvdel forsøgte Casemiro sig fra distancen. Bolden ramte ryggen af Jan Paul van Hecke og efterlod Brighton-keeperen chanceløs.

Gæsterne havde det svært på bolden, hvor Uniteds pres ofte voldte problemer.

Det viste sig igen, da værterne efter en time øgede føringen yderligere. Brighton mistede bolden på egen banehalvdel, og få sekunder senere sparkede Bryan Mbeumo bolden fladt ind ved den nærmeste stolpe.

Danske Patrick Dorgu kom 20 minutter før tid på banen og var hurtigt i negativt fokus, da han nedlagde Yankuba Minteh, der havde frit løb ned mod United-målet.

Den tidligere OB-spillers træk inden Dorgus forseelse var dog for langt, og derfor slap danskeren med et gult kort, men den klodsede tackling kostede alligevel.

Den tidligere United-angriber Danny Welbeck smækkede nemlig det efterfølgende frispark i kassen.

Da Charalampos Kostoulas i tillægstiden så kom først på et hjørnespark og headede bolden i kassen til 2-3, var der for alvor spænding.

Men i stedet for et comeback lukkede Mbeumo kampen med sin anden scoring i det sidste minut.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT