USA ser ud til at afværge nedlukning kort før deadline
Repræsentanternes Hus har givet grønt lys til budgetaftale i USA. Nu mangler Senatet at godkende den.
En midlertidig amerikansk budgetaftale har fredag kort før midnat dansk tid fået nok stemmer i Repræsentanternes Hus til at blive godkendt.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Aftalen mangler stadig at blive godkendt af det andet kammer i USA's Kongres, Senatet, og underskrevet af præsident Joe Biden.
Hvis aftalen når at falde endeligt på plads, betyder det, at USA afværger en potentiel nedlukning. Den står til at træde i kraft ved midnat natten til lørdag lokal tid - lørdag morgen klokken 06.00 dansk tid.
Ved en afstemning lidt før klokken 18.00 lokal tid stemte 366 for, mens 34 stemte imod. Stort set alle demokrater i Huset sagde ja til aftalen.
En eventuel nedlukning vil betyde, at USA i markant omfang skal reducere den føderale arbejdsstyrke på omkring tre millioner. Særligt ansatte, som vurderes ikke at være afgørende, vil blive ramt af nedlukningen.
Ifølge nyhedsbureauet AFP vil en nedlukning betyde, at 875.000 offentligt ansatte i USA vil blive sendt på ferie uden løn.
Det vil påvirke blandt andet nationalparker og andre offentlige tjenester.
Kongressen skal egentlig sørge for en aftale om finansiering af 438 regeringsinstitutioner inden 1. oktober hvert år. Det er her, at føderalregeringens finansår begynder. Men den deadline bliver sjældent nået.
I stedet vedtages der hyppigt midlertidig lovgivning, der holder institutionerne kørende. En sådan midlertidig lov udløber lørdag, og nu forsøger man at få vedtaget en forlængelse til ind i marts.
Sidste gang føderalregeringen blev lukket ned i USA, var under Trumps første embedsperiode, hvor grænseuenigheder førte til nedlukningen.
En komplicerende faktor denne gang er, at Trump samtidig med forhandlinger om finansieringsaftalen har krævet USA's gældsloft hævet eller helt elimineret, så han kan optage mere statsgæld, når han bliver præsident i januar.
/ritzau/