Pensioneret stjerne opfordrer skadet Rune til tålmodighed

22. OKT 2025 • 14:53SPORT

Andy Roddick råder Holger Rune til at gøre comeback med nogle mindre turneringer i slutningen af 2026.

En pause på mellem 6 og 12 måneder. Sådan lyder eksperters forsigtige prognose på Holger Runes skade, efter at danskeren lørdag rev sin akillessene over, og mandag gennemgik en operation.

Den pensionerede amerikanske tennisprofil Andy Roddick, der selv døjede en del med skader i sin karriere, opfordrer Rune til at væbne sig med tålmodighed, når det kommer til at få comeback.

- Selvfølgelig skal man se, hvordan genoptræningen går, men hvis jeg var i Holger Runes lejr, ville jeg slå fast, at man ikke skal have travlt med at komme tilbage, siger Andy Roddick i podcasten Served ifølge flere tennismedier, herunder Tennishead.

- Han er 22 år. Lad os sige, at han vil spille, til han er 35. Vil to måneder virkelig gøre en forskel, og hvad er ulempen ved at skynde sig tilbage kontra fordelen ved at være fuldstændig klar, når du kommer tilbage?

Roddick stiller spørgsmål ved, om det kan betale sig at forhaste comebacket og eksempelvis spille US Open, der begynder i slutningen af august.

- Mit mål ville være noget i retning af at spille et par mindre turneringer sidst på året, lyder det fra Roddick, der vandt US Open og havde en periode som nummer et på verdensranglisten.

Det var i semifinalen i Stockholm Open, at Rune pludselig mærkede, at noget var helt galt.

Skanninger viste, at han havde revet akillessenen over, og at en operation var nødvendig.

Den gennemgik han mandag, og nu venter altså en lang genoptræning, før han igen kan gå på banen.

Rune avancerede mandag til tiendepladsen på verdensranglisten, men i den kommende tid vil han miste mange af sine point løbende.

ATP har dog en regel om "protected ranking", der gør, at Rune i op til 12 måneder kan træde direkte ind i de turneringer, han før var berettiget til at deltage i.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT