Aalborg sejrer på svær udebane i Champions League
En dramatisk og intens Champions League-kamp i Nantes endte med en etmålssejr til Aalborg Håndbold.
Aalborg Håndbold tog onsdag en stor skalp på en af de svære udebaner i Europa.I Nantes vandt nordjyderne på dramatisk vis den omskiftelige duel 28-27 og tog to vigtige point til den stærkt besatte gruppe i Champions League.
Aalborg har ligesom Füchse Berlin ti point i toppen af gruppen, hvorfra de to bedste hold går direkte videre til kvartfinalerne. De efterfølgende fire hold skal spille playoffkampe om at blive en del af kvartfinalerne.
Aalborg-spillerne lod sig ikke skræmme af den intense kulisse i den vestfranske arena. Gæsterne åbnede kampen i et hæsblæsende tempo og stod solidt i forsvaret.
Det førte hurtigt til en føring på 6-2 og lidt senere 10-6.
Problemet var bare, at Nantes rådede over Ignacio Biosca. Den spanske keeper blev varmere og varmere, som første halvleg skred frem, og stod pludselig i vejen for det hele.
Biosca var den vigtigste årsag til, at Nantes overtog styringen og gik til pause med en føring på 15-14.
Niklas Landin havde egentlig gjort en fornuftig figur i Aalborgs mål, men fem minutter inde i anden halvleg fik reserven Fabian Norsten chancen på et straffekast.
Han lokkede Noam Leopold til at skyde på overliggeren, før Norsten selv reddede forsøget på riposten. Desværre for Aalborg sprang bolden denne gang ud til Kauldi Odriozola, som scorede til 19-17.
En bitter pille at sluge for Aalborg, som til gengæld fik en hjælpende hånd kort efter, da forsvarsklippen Matej Gaber fik rødt kort for at ramme en Aalborg-spiller i hovedet med hånden.
Aalborg udlignede kort efter til 19-19, men efter et videogennemsyn blev scoringen annulleret, da også Simon Halds hånd havde truffet en spillers hoved til Nantes-fansenes store opstandelse.
Men Aalborg fik udlignet, og Kristian Bjørnsen skaffede kort efter den første nordjyske føring efter pausen.
Ingen af holdene formåede at stikke af, og med fire minutter igen var det helt lige.
Med sin anden scoring på et minut bragte Mads Hoxer Aalborg foran med to mål lidt over et minut før tid, men Nantes fik hurtigt reduceret. Kort efter skød Simon Hald på stolpen, men i de sidste sekunder mislykkedes et fransk lob, og Aalborg snuppede sejren.
/ritzau/