Tysk servekanon ydmyger syg og opgivende Rune i München

20. APR 2024 • 17:11SPORT

Holger Rune fik et æg, da han tabte semifinalen i BMW Open til Jan-Lennard Struff med 2-6, 0-6.

Det bliver ikke til noget turneringshattrick for Holger Rune ved BMW Open i München.

Lørdag eftermiddag fik danskeren en ordentlig omgang klø af hjemmebanehåbet Jan-Lennard Struff. Tyskeren vandt 6-2, 6-0 i løbet af bare tre kvarter.

I andet sæt blev Runes attitude mere og mere opgivende, og han ydede ikke verdensranglistens nummer 28 nogen modstand. Til sidst fik danskeren et ydmygende æg.

Efter kampen oplyste Holger Runes manager og mor, Aneke Rune, til B.T., at den danske tennisspiller var syg.

- Holger har været syg hele ugen og kørt på reservetanken. Den var tom i dag. Ikke meget mere at sige til det, skriver hun til B.T.

Rune har vundet turneringen i München, der er blandt ATP Tourens mindre turneringer, de seneste to år, men han var ikke tæt på at true en langt mere veloplagt og energisk Struff lørdag.

Den 193 centimeter høje tysker har en fortrinlig førsteserv, og når han fik sat den i spil, havde Rune gevaldige problemer med at få den returneret og vundet duellen.

Struff lavede otte serveesser og vandt 24 ud af de 25 dueller, hvor førsteserven var i spil.

I begyndelsen af kampen var Rune bedre med, når han kunne sætte tryk ind på tyskerens andenserv. Da danskeren på den vis fremtvang kampens første breakbold blev han dog mødt af tre tyske serveesser i træk, og så var han lige vidt.

I det efterfølgende parti sløsede Rune i sin egen serv, og så blev det i stedet Struff, som lavede kampens første break til en føring på 4-2 og efterfølgende brød igen til sætsejr 6-2.

Danskerens problemer fortsatte ind i andet sæt. Den hårdtslående tysker kontrollerede kampen, og lavede stort set ingen fejl. Rune virkede træt og opgivende, da han allerede i løbet af otte minutter kom bagud 0-3.

Selv om solen skinnede over München, var temperaturen i den lave ende, og Holger Rune måtte på trods af den opgivende attitude bevæge sig rundt på det røde grus for at holde varmen og fuldføre kampen.

Danskeren kunne dog ikke mønstre energi til at gøre nævneværdig modstand, og efter at have tabt sættet 0-6 som følge af det tiende tabte parti i træk skyndte Rune sig at pakke tasken for at komme ned i omklædningsrummet.

I finalen skal tyskeren møde Holger Runes ven, kollega og rival Taylor Fritz, der jævnligt er danskerens makker i doubleturneringer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU