Olesen blev dansk VM-topscorer: Det gælder om at gribe chancen
Nick Olesen har været en målsluger på landsholdet i hele sæsonen og fortsatte takterne ved VM.
Ikke bare det danske ishockeylandshold tog et stort skridt frem ved VM. Det samme gjorde flere af spillerne. Blandt de største positive overraskelser var forwarden Nick Olesen, der endte som dansk topscorer.Meget passende var frederikshavneren med i begge danske mål i 2-6-nederlaget i bronzekampen mod Sverige. Dermed ender han på 5 mål 7 assister og i alt 12 point i turneringen.
Hans fire tidligere VM-deltagelser har aldrig kastet mere end højst tre point af sig.
- Det må siges at være godkendt. Det kan jeg kun være tilfreds med, siger Nick Olesen.
Han påpeger, at han ved VM blot er fortsat i samme spor som tidligere i sæsonen, hvor han førte sig frem som flittig målscorer i Deutschland Cup i november og i testkampene i februar.
- I alle turneringer, jeg har været med til med landsholdet i år, har jeg leveret på et rimeligt højt niveau, og det gjorde jeg også til VM.
- Det er et spørgsmål om at gribe chancen, når man får den. Mikael Gath (landstræner, red.) har givet mig chancen, og så gælder det om at blive ved, siger Nick Olesen.
Hans scoring og assist til Nikolaj Ehlers rakte ikke til at true Sverige i bronzekampen. Men turneringen har givet håb om, at landsholdet også i fremtiden kan lave gode resultater, mener Olesen.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over ikke at få noget med hjem. Men vi skal også være stolte over det, vi har gjort.
- Vi har kæmpet for hinanden i alle kampe, og når vi også har lidt held med os som mod Canada, så kan vi godt nå langt en anden gang, siger Nick Olesen.
/ritzau/