Folkets opbakning gør Ehlers stolt: Mindede om fodbold-EM

25. MAJ 2025 • 19:18SPORT

Nikolaj Ehlers er rørt over den interesse, danskerne har vist ishockeylandsholdet undervejs ved VM.

Nikolaj Ehlers er kendt som inkarneret fodboldfan, og det netop afsluttede ishockey-VM giver den danske stjerneforward mindelser om stemningen omkring fodboldlandsholdet ved store slutrunder.

Efter sejrene over Tyskland og Canada tidligere på ugen har han og de øvrige landsholdsspillere oplevet en interesse fra den danske befolkning, som nærmest har slået benene væk under dem.

- Det største har været at mærke den opbakning, vi har fået hjemmefra. Det har været specielt og rørende, og det gav en følelse ligesom EM i fodbold, hvor man fornemmer, at hele Danmark støtter holdet

- At få lov at mærke sådan noget i min tid på landsholdet, er stort. Det kommer jeg til at huske resten af livet, siger Nikolaj Ehlers.

Derfor var der hverken tårer eller frustrationer hos NHL-spilleren, efter at medaljedrømmen var blevet knust af Sverige.

Svenskerne vandt 6-2 og tog bronzemedaljerne, mens det danske hold rejser hjem med en fjerdeplads. Det er Danmarks med afstand bedste placering nogensinde.

- Det er helt sikkert stoltheden, der fylder mest. Jeg har ikke lov til at være skuffet. Vi prøvede selvfølgelig at få en medalje, og det er træls, at det ikke lykkedes.

- Men vi har altså lige spillet en bronzekamp mod Sverige i Sverige. Jeg er stolt over det, vi har leveret. Det giver da blod på tanden, for vi vil gerne prøve det igen, siger Nikolaj Ehlers.

Forwarden deltog i Danmarks sidste fire kampe ved VM, efter at være fløjet hjem fra Canada for at give en hånd med. Han blev noteret for tre scoringer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT