Brøndby-anfører må håbe på FCK-pokaltriumf: Det er sgu mærkeligt

25. MAJ 2025 • 20:35SPORT

Jacob Rasmussen synes, at det er mærkeligt, at Brøndby nu står i venteposition indtil pokalfinalen.

Brøndby stod for presset, da klubben søndag sikrede sig bronzemedaljer med en sejr på 3-2 over AGF i Superligaens sidste spillerunde.

Det betød samtidig, at klubbens drømme om europæisk fodbold i næste sæson definitivt lever. Men hvordan vejen til Europa ser ud, ved ingen endnu.

Det afhænger nemlig af pokalfinalen på torsdag, og her skal Brøndby håbe på sejr til ærkerivalen FC København for at få den korteste vej ud i Europa.

- Det vil gøre det lidt lettere for os, så vi ikke skal ud i den der mærkelige kamp, siger Brøndby-anfører Jacob Rasmussen til Viaplay.

En FCK-sejr over Silkeborg vil betyde, at Brøndby er sikker på deltagelse i Conference League-kvalifikationen. En Silkeborg-sejr betyder, at Brøndby skal forbi den såkaldte Europa Playoff for at komme i Europa.

- Det er underligt, at man spiller en sæson, og så er der en pokalfinale, når sæsonen er færdig. Jeg ved ikke, hvem der har planlagt det. Men det er sgu noget mærkeligt noget. Det kan vi ikke gøre så meget ved. Man ligger, som man har redt, siger Jacob Rasmussen.

Han henviser til, at Brøndby kunne have været uvisheden foruden, hvis klubben var havnet højere oppe i tabellen. Men dårlige resultater i den afgørende fase meldte Brøndby ud af mesterskabsduellen.

Derfor måtte Jacob Rasmussen nøjes med en bronzemedalje.

- Det er vel fint. En fin gestus at få en medalje. Men det vigtigste var at spille tredjepladsen hjem. Om vi får en medalje eller ej, betyder ikke det store for os.

- Fodboldspillere spiller for at få førsteplader og titler. Det her var, hvad det kunne blive til for os. Det har været en svær sæson. Det har været op og ned, og vi har været gode i perioder og dårlige i perioder. Det har været for ustabilt, siger Jacob Rasmussen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

4. JUN 2025 • 20:18SPORT
TTH tager første stik i bronzekamp
FÅ ABONNEMENT