Sportspsykolog fremhæver uselviske ismænds mentalitet

24. MAJ 2025 • 07:45SPORT

Landsholdets fælles mål overskygger personlig ærgrelse, når NHL-stjerner vender hjem, påpeger sportspsykolog.

Det kræver noget særligt at slå en stærk ishockeynation som Canada i en VM-kvartfinale.

Og det besidder det danske landshold i den grad, mener Sidsel Iversen.

Hun er sportspsykolog hos Team Danmark og har været tilknyttet Danmarks hold op til og under VM. Her har hun fornemmet en ekstraordinær holdånd.

- Ishockeylandsholdet har en virkelig, virkelig stærk kultur, og de bærer en meget stærk identitet med sig. De her drenge er enormt sammentømret, og det er jo også den historie, som de selv lægger vægt på.

- De er i stand til at sætte holdet før dem selv og gå virkelig langt for hinanden, så de står side om side og kæmper sammen. Det, vi var vidner til torsdag, var nogle spillere, som satte sig selv i parentes for holdet, siger hun.

Ordet sensation syntes knap nok dækkende, da Danmark torsdag aften slog canadierne ud af VM-turneringen med en sejr på 2-1 i Herning.

Særligt når man tænker på, at Canada kom foran 1-0 med mindre end et kvarter igen, og danskerne fik vendt det hele på hovedet i slutminutterne.

- Jeg så nogle spillere, som blev ved med at kæmpe og ikke blev kyst af noget. Det var imponerende at se deres mentale performance i forhold til at blive ved. Når presset begynder at stige, kan følelserne løbe af med én, men det gjorde de ikke, fremhæver Sidsel Iversen.

Danmark fik ellers en skidt start på turneringen med nederlag i de tre første kampe. Men foran landsmændene i Herning kom de tilbage på sporet og vandt fem kampe i træk.

- Det har fyldt meget for spillerne at være på hjemmebane. De har villet gøre Danmark stolte og vise ishockeyen fra sin flotteste side.

- De spillede sig ind i turneringen, fik fodfæste og blev ved med at bygge på, vurderer sportspsykologen.

Undervejs i turneringen har den danske trup fået tilslutning af NHL-spillerne Jonas Røndbjerg og Nikolaj Ehlers. Det har skubbet nogle af de mindre profilerede holdkammerater i baggrunden, men det har tilsyneladende ikke rokket ved fundamentet.

- Der er en høj grad af rolleafklaring spillerne imellem. Så selv om der kan være ærgrelse forbundet med, at der kommer en spiller ind og skubber lidt til ens egen position, er det overskygget af, hvad holdet kan opnå.

- Selvfølgelig er der iver og vilje til at vise sig og spille. Men de er afklarede med, at der sker nogle omrokeringer, når en spiller som Røndbjerg kommer ind. Andre steder ville det måske være en større trussel, forklarer hun.

Danmark møder Schweiz i semifinalen lørdag klokken 18.20.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT