Trump byder Messi og Inter Miami velkommen i Det Hvide Hus

6. MAR 2026 • 03:01SPORT

Trump kalder besøg fra Messi i Det Hvide Hus for en ære. Angreb i Iran havde distraheret Trump inden besøget.

USA's præsident, Donald Trump, har torsdag budt Lionel Messi og Inter Miami velkommen i Det Hvide Hus.

Her tilstod Trump, at han ikke vidste, at den verdenskendte fodboldstjerne skulle komme, før præsidentens søn gjorde ham opmærksom på det.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Inter Miami vandt i december Major League Soccer (MLS). Trump fejrede torsdag holdet ved en ceremoni, der kom til at handle om en blanding af sportslige præstationer og USA's militære magt.

Trump roste i den forbindelse også USA's igangværende militære operationer i Iran.

- Sammen med de fantastiske israelske samarbejdspartnere fortsætter USA's militær med fuldstændigt at ødelægge fjenden, langt foran tidsplanen og på niveauer, som folk aldrig før har set, sagde Trump, mens argentinske Messi stod ved siden af ham.

Herefter vendte Trump sin opmærksomhed mod fodboldstjernen.

- Det er min særlige ære at sige det, som ingen amerikansk præsident nogensinde har haft mulighed for at sige før: Velkommen til Det Hvide Hus, Lionel Messi, sagde Trump.

Ifølge Trump selv kom Messis besøg bag på ham, fordi Det Hvide Hus siden lørdag har været opslugt af angrebene mod Iran.

Præsidenten indså derfor først, at torsdagens arrangement var i kalenderen, efter at hans søn gjorde ham opmærksom på det.

- Jeg har meget at se til, forklarede Trump jokende.

Med VM lige om hjørnet roste Trump også Inter-træner Javier Mascherano, ligesom han nævnte fodboldstjerner som Cristiano Ronaldo og brasilianske Pelé. Præsidentens største begejstring var dog over Messi og Florida-holdet.

- Du kunne være taget hvor som helst hen i verden. Du kunne have valgt hvilket som helst hold i verden, og du valgte Miami, sagde Trump til Messi.

- Jeg kan ikke bebrejde dig. Vejret er helt fantastisk.

Trump stoppede undervejs også op og kiggede på spillerne.

- Har I nogen spillere, der ikke ser godt ud?, spurgte præsidenten.

- Jeg kan ikke lide mænd, der ser godt ud. Man får det ikke så godt med sig selv.

Holdet gav under besøget præsidenten en trøje med tallet 47, som henviser til Trumps post som USA's 47. præsident. Spillerne forærede ham desuden en fodbold og et ur i holdets lyserøde farve.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT