Trængte Juventus fyrer Motta og hyrer kroat

23. MAR 2025 • 17:38SPORT

Igor Tudor er ny cheftræner i Juventus, der har fyret Thiago Motta efter en sæson med mange skuffelser.

Efter knap ni måneders ansættelse er Thiago Motta fortid som cheftræner i Juventus.

Det skriver den italienske rekordmester søndag på sin hjemmeside.

Motta bliver erstattet af kroaten Igor Tudor, der som aktiv spillede 174 kampe for klubben og blandt andet var med til at vinde to mesterskaber.

Fyringen kommer efter en foreløbigt skuffende sæson, hvor Juventus efter 29 runder ligger nummer fem i Serie A med hele 12 point op til Inter på førstepladsen.

Samtidig har den seneste tid også budt på exit fra både Coppa Italia og Champions League mod henholdsvis Empoli og PSV.

Efter en lang stribe uafgjorte ramte Juventus i februar en mindre sejrsstime, inden nedturene mod PSV og Empoli samt store nederlag mod Atalanta og Fiorentina i ligaen.

Det blev Mottas endeligt, efter at han sidste sommer blev hentet til Juventus efter en fremragende sæson i Bologna, som han førte til en femteplads og dermed en plads i Champions League.

Mottas afløser har 12 års trænererfaring, men det var ikke været lutter opture og stabile ansættelser.

Jobbet i Juventus er således Tudors tiende som cheftræner, og indtil videre er en pokaltitel med Hajduk Split eneste titel.

Tudor har også været i Paok, Galatasaray, Udinese, Marseille og senest fik han 11 kampe i spidsen for Lazio i slutningen af sidste sæson.

Den tidligere kroatiske landsholdsspiller overtager træningen fra Juventus mandag, og debuten bliver en hjemmekamp mod Genoa lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT