Trænerløse Axelsen slår med stort besvær verdens nummer 25
Viktor Axelsen, der mangler sin træner i Kumamoto, skulle igen bruge tre sæt for at spille sig i semifinalen.
Badmintonstjernen Viktor Axelsen viste fredag rutinen, da han spillede sig videre til semifinalen i Super 500-turneringen i japanske Kumamoto.For anden gang på to dage skulle den 30-årige dansker ud i tre sæt, før det lykkedes at nedlægge franske Christo Popov med 21-18, 16-21, 21-18.
Lørdag står han over for kineseren Li Shifeng.
Axelsen måtte igen undvære sin træner Henrik "PK" Rohde og havde derfor ikke mulighed for at få gode råd udefra.
De havde ellers været kærkomne.
Popov lagde ud i et højt tempo og forsøgte tydeligvis at fange Axelsen på det forkerte ben fra kampens start.
Det lykkedes. Franskmanden bragte sig hurtigt foran 7-2, før Axelsen kom i gang med syv point i træk på den svære medvindsside.
Men Popov gik uimponeret til værks og blev ved med at presse den topseedede dansker til det yderste.
Popov kom på 18-16, men Axelsen viste sin store erfaring og bevarede roen. Han vandt de sidste fem bolde og lukkede sættet.
Nu kom den dobbelte OL-guldvinder over på den mere fordelagtige side, og det så ud til at skabe afgørelsen.
Axelsen spillede med god rytme og styrede boldene bedre. Han bragte sig foran 5-1, men gik så fuldstændig i stå.
Otte franske point på stribe sendte Popov på 10-6, og kort efter blev det også 11-7.
Axelsen var nede ned 13-17, før han rykkede længere frem på banen og fik styr på sit netspil. Men fejl var der stadig for mange af, og tredje sæt blev en realitet.
Det fungerede ikke for verdenstoeren, som var frustreret over eget spil og til tider banen. Verdens nummer 25 var foran 11-8 ved sidebyttet, men begyndte at lave fejl.
Selv de mindste brølere blev straffet på begge sider af nettet, og alt var helt åbent ved 17-17, men Axelsen holdt fast og brølede til sidst sin jubel ud.
Ifølge TV 2 Sport mangler Axelsen sin træner i Japan, fordi "PK" Rohde ikke kunne få visum til Japan. Først i næste uges China Masters får Axelsen sparring på sidelinjen igen.
Mod femteseedede Gregoria Mariska Tunjung fra Indonesien fik Mia Blichfeldt en god start på den svære side, men den teknisk stærke indoneser var en tand bedre i kvartfinalen.
Når Tunjung først fik spillet over på sine præmisser, drev hun gæk med danskeren, og på de afgørende bolde var Blichfeldt uskarp.
Det blev dermed ikke til anden turneringssejr i træk for Mia Blichfeldt, som for nylig vandt Super 300-turneringen Hylo Open i Tyskland.
Med hendes nederlag er alle danske damesingler ude.
/ritzau/