Burgaard råber op om upassende graviditetsspørgsmål

15. NOV 2024 • 08:48SPORT

Louise Burgaard er træt af at blive spurgt, om hun venter barn. Fagforening ser det som et generelt problem.

- Jeg er blevet spurgt en del de seneste måneder, om vi mon skulle have et nyt familiemedlem. Og ja! Det skal vi. Byd velkommen til Bobby.

Sådan indleder håndboldspilleren Louise Burgaard et opslag på det sociale medie Instagram, hvor hun samtidig præsenterer sin lille nye hund.

32-årige Burgaard vendte i sommer hjem til Odense Håndbold, men på grund af en skade er hun først for nylig kommet tilbage på banen.

I mellemtiden har hun flere gange oplevet at blive spurgt til, om hun mon ventede barn. Og det er ikke i orden, pointerer hun.

- Og venner, så vær lige søde ikke at spørge kvindelige håndboldspillere, om de er gravide, hvis de ikke spiller. Du kan tænke dit, men hvad regner du med?

- Tænker ikke, nogen lige breaker deres graviditet for en fremmed mand ude i VIP-loungen. (Jeg forestiller mig), det kan være sårbart, man ved aldrig, om folk kæmper, og det er en ret privat ting, skriver Louise Burgaard i sit opslag.

Ifølge Håndbold Spiller Foreningen er det et generelt problem, kvindelige håndboldspillere møder. Enten fordi de er skadede, eller fordi de har rundet en bestemt alder.

Fagforeningen minder om, at det er et "følsomt og personligt anliggende".

- Der er behov for at ændre den nuværende kultur, og alle interessenter har et ansvar for, hvordan graviditet for elitehåndboldspillere bliver italesat - både på og uden for banen, lyder det i et Facebook-opslag fra Håndbold Spiller Foreningen.

Louise Burgaard er på grund af sin skadespause udeladt af Jesper Jensens trup til det forestående EM.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT