Per Rud forlader kvindefodbold og tager til FCM-søsterklub

15. NOV 2024 • 10:38SPORT

Efter et halvt år forlader Per Rud jobbet som direktør for Kvindedivisionsforeningen til fordel for CD Mafra.

Per Rud stopper ved årsskiftet som direktør for Kvindedivisionsforeningen, som han fik ansvaret for så sent som i juli.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

I stedet er han blevet ansat som general manager i den portugisiske klub CD Mafra, som har samme ejer som FC Midtjylland.

Klubben spiller i den næstbedste række i Portugal og har adskillige spillere fra FC Midtjyllands trup på leje.

Rud får ros af sin indsats af Katja Moesgaard, der er forperson i Kvindedivisionsforeningen.

- Selv om Per Rud kun når at være direktør i seks måneder, har han været en central del af Kvindedivisionsforeningen siden 2019 - både som bestyrelsesmedlem og som frontfigur i HB Køges satsning i kvindefodbold, hvor han var med til at sikre klubben tre danske mesterskaber i Gjensidige Kvindeliga.

- Vi ønsker Per stort tillykke med det nye job. Hans skifte til så stor en stilling viser, at vi i dansk kvindefodbold kan udvikle ledere til store jobs både herhjemme og i udlandet, siger hun.

Per Rud har en fortid som sportsdirektør i Brøndby og var i en årrække sportsdirektør og senere direktør i HB Køge.

Han forlader Kvindedivisionsforeningen med blandede følelser.

- Jeg har været enormt glad for tiden både som bestyrelsesmedlem siden 2019 og direktør fra sommeren 2024. Det har været fantastisk at arbejde med et så stærkt hold og se den rivende udvikling, der er sket.

- Samtidig er det en unik mulighed at få lov til at stå i spidsen for CD Mafras ambitiøse projekt. Jeg er meget motiveret for at slutte mit arbejde for dansk kvindefodbold godt af, forklarer han.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT