Tidligere Esbjerg-træner Peter Hyballa mister igen job
Efter halvanden måned og blot to kampe er Peter Hyballa færdig som cheftræner i Trencin.
Peter Hyballa havde sidste år et par meget begivenhedsrige måneder som cheftræner i Esbjerg fB, inden samarbejdet blev afsluttet.Og tyskeren har siden scoret og nu mistet cheftrænerjobs i to andre klubber.
Slovakiske AS Trencin skriver således i en kort meddelelse på sin hjemmeside, at 46-årige Hyballa er færdig i klubben efter blot halvanden måned i jobbet som cheftræner.
I den periode har holdet spillet 0-0 og tabt 0-4 i sine to første ligakampe i den nye sæson.
Ifølge Trencin sker bruddet efter en gensidig aftale mellem parterne.
Peter Hyballa havde inden ansættelsen i Trencin haft godt at halvt år som arbejdsløs, siden han blev fyret af Türkgücü München i november.
Klubben, der lå i den tredjebedste tyske række, fyrede Hyballa efter to måneders ansættelse på grund af svigtende resultater.
Siden rykkede Türkgücü München ned.
Samme skæbne overgik som bekendt Esbjerg fB. Klubben ansatte i maj 2021 Peter Hyballa, men efter to dramatiske måneder med historier om blandt andet fysisk afstraffelse af spillere stoppede han - ifølge Esbjerg efter eget ønske.
Esbjerg havde forinden fået ét point i sæsonens første tre ligakampe og endte med at rykke ned i 2. division.
/ritzau/