Grand slam-debut løfter Møller til nyt økonomisk luftlag
Pengepræmierne i French Open giver Elmer Møller mulighed for at tage træner med mere fast til turneringer.
Da Elmer Møller senest deltog i en turnering, rejste han fra Challenger-turneringen i Ostrava med en præmiesum svarende til 7000 kroner efter nederlaget i første runde.Hvis unge Møller søndag skulle tabe karrierens første grand slam-kamp mod verdens nummer 12, Tommy Paul, i French Open, er danskeren sikret 582.000 kroner for sin deltagelse.
Det illustrerer meget godt den forskel, der er på at spille med på Challenger Tour - det næsthøjeste niveau - og ATP Tour og i særdeleshed de fire grand slam-turneringer.
- Det er noget større beløb end dem, jeg normalt spiller om. Tennis er en dyr sport med mange udgifter, så det betyder noget at tjene den slags beløb.
- For mig handler det mest om at skabe økonomisk frihed, og der gør grand slam-beløb en kæmpe forskel, understreger Elmer Møller.
Det er ikke, fordi Møller har brug for at leve ekstravagant. Han opgraderer ikke sine hoteller, bare fordi han nu tjener mere. Men der er mulighed for at investere i karrieren.
Ikke mindst giver det ham bedre mulighed for at have en fast træner med til turneringer. Det havde han, da han i april fik Masters 1000-debut i Madrid.
- I Madrid stod jeg selv for at have træner med, og det er bare noget, der koster. Man er afhængig af sponsorer og præmiepenge på den front, så jeg er nødt til at bruge det indtjente.
- Jeg har været alene til Challengers, og det kan være fint nok at prøve at rejse alene, men det er helt sikkert noget helt andet at have en træner med, lyder det fra Møller.
Inden French Open havde han indtjent knap 700.000 kroner i 2025, og det beløb kan han næsten fordoble, selv om det skulle blive til nederlag i første runde.
- Jeg prøver ikke at tænke så meget over det, og jeg lever ikke anderledes, men jeg mærker det da på nogle måder, og det er fedt at være med i turneringer med store beløb.
Møller skal i aktion søndag klokken 11 mod Tommy Paul. Vinderen er sikret 873.000 kroner for at nå anden runde.
/ritzau/