Møller trods nederlag: Fedt at kunne spille med store gutter

25. MAJ 2025 • 16:19SPORT

Elmer Møller følte sig bedre end verdens nummer 12 i første sæt, men erkender han var langt fra sejren.

Verdens nummer 12, Tommy Paul, blev som ventet for stor en mundfuld for Elmer Møller, der søndag grand slam-debuterede i French Open, men den unge dansker nåede at vise sig godt frem på den store scene i Paris.

Møller vandt første sæt og var godt med indtil midtvejs i andet sæt, før han tabte med 1-3 i sæt.

- Jeg følte mig i god kontrol i første sæt og synes, at jeg spillede bedre end ham i størstedelen af sættet. Det var fedt at føle, at jeg kan spille med de store gutter, siger Elmer Møller på et pressemøde efter kampen.

Danskeren vandt første sæt med 7-6 og var også godt med i starten af andet sæt. Men Paul brød til 3-2, og Møller missede, da han efterfølgende kunne bryde tilbage.

- Hvis jeg skulle have trukket den længere, skulle jeg have haft en bedre start på andet sæt. Jeg havde muligheden, og det havde givet kampen en anden rytme, hvis det var sket.

- Jeg var tæt på, men stadig langt fra, når jeg tabte med 1-3 i sæt. Det var hans fortjeneste. Han var bedre end mig overordnet og er mere vant til den slags kampe, erkender Elmer Møller.

Han kom med i turneringen som "lucky loser" efter at have tabt sin kvalifikationsfinale, og det var en god oplevelse at spille på anlæggets tredjestørste arena i hovedturneringen.

- Det var fedt, men jeg tænker ikke så meget over, hvor det er henne og bliver ikke så påvirket af det, men det er fedt, at så mange kommer og kigger.

Allerede om en måned er der en ny chance for at spille sig i en grand slam-turnering, når der spilles Wimbledon på græs. Det underlag har Møller aldrig prøvet at spille kamp på.

- Jeg har ikke skænket græsset så mange tanker og har ikke lagt mig fast på planerne op til. Jeg har aldrig spillet kamp på græs før, men jeg tænker, at det bliver sjovt, lyder det fra Møller.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT